I omkring fire en halv time formede den 195 km lange 1. etape i Giro d’Italia fra Budapest til Visegrád sig som en ensformig, triviel og forudselig forestilling for så i sine sidste minutter at eksplodere i et vildt og vanvittigt drama med den hollandske favorit Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix) som sejrherre, en tilbagevendt Magnus Cort (EF Education) som en forrygende forgrundsfigur på en fjerdeplads og den australske spurtkanon Caleb Ewan (Lotto Soudal) i et voldsomt styrt blot 20 m fra stregen.
Dette scenario udspillede sig i finalen på den 5 km lange stigning op til det gamle slot i Visegrád efter 190 flade km fra den ungarske hovedstad, og afslutningen opvejede til fulde den forudgående mangel på opsigtsvækkende hændelser.




























