Mens hovedpersonerne i det samlede klassement koncentrerede sig om at komme helskindet gennem den 196,5 km lange 5. etape fra Rives til Gap i Critérium du Dauphiné for at være maksimalt forberedt til weekendens barske udfordringer i Alperne, oplevede den 24-årige franskmand Valentin Ferron (TotalEnergies) karrierens ubestridt herligste jubelstund, da han overrumplede sine fem ledsagere i det afgørende udbrud og krydsede målstregen som vinder.
Ferron, der inden etapen lå nr. 124 sammenlagt og er knap en halv time bagud, angreb resolut, da der manglede 600 meter.


























