Artiklen er opdateret klokken 19.01
Jagten på den gule førertrøje mislykkedes på hjemmebane for den danske eksverdensmester Mads Pedersen, men viljen til at forfølge sine højtflyvende Tour de France-drømme tog han med sig til Frankrig.
Og på den 192,6 km lange 13. etape fra Bourg d’Oisans til Saint-Étienne rundede han efter en lang dag i offensiven en kompromisløs satsning af med suverænt at distancere sine to sidste ledsagere i front, englænderen Fred Wright (Bahrain Victorius) og canadieren Hugo Houle (Israel Premier Tech), så han jublende kunne krydse målstregen med et forspring på adskillige længder.
Der var absolut ingen tilfældigheder over den pragtpræstation, for straks Tour-bossen Christian Prudhommes førerbil accelererede i startbyen for foden af Alpe d’Huez, signalerede den 26-årige dansker på hjul af den røde Skoda, at han efter to voldsomme dage i Alperne var brændende optændt af iver for at skille sig ud fra mængden i det gigantiske cykelshow.
Det første angreb neutraliseredes hurtigt, det samme var tilfældet med det næste, og faktisk var Mads Pedersen så hyperaktiv i den indledende fase, at der opstod frygt for, at han brugte alt for mange kræfter på nytteløse fremstød – en antagelse der altså skulle vise sig at være fuldstændig ubegrundet.
Med Mads Pedersens gevinst er der tale om et næsten surrealistisk dansk Tour de France-felttog med tre danske etapesejre og erobringen af den gule førertrøje indenfor fire dage. Og de tre triumfer ved Magnus Cort, Jonas Vingegaard og Mads Pedersen har kun sit sidestykke i det store rød-hvide Tour-år 1996, da Bjarne Riis vandt to etaper og Rolf Sørensen en enkelt.
Så nu mangler Vingegaard bare lige at skulle gøre arbejdet i klassementet færdigt, som Riis gjorde det for 26 år siden, for at de to Tour-årgange er direkte sammenlignelige.
Første Grand Tour-triumf
For Mads Pedersen er det karrierens første Grand Tour-triumf samt den syvende sejr i denne sæson, og den overtrumfes kun af VM-titlen på de engelske landeveje i 2019.
Efter den vanlige hektiske aktivitet i den indledende fase af etapen, skabtes den definitive udskilning på den første af dagens stigninger Côte de Brié efter 30 km.
De to store tempokanoner, den italienske enkeltstartsverdensmester Fabio Ganna (Ineos Grenadiers) og schweizeren Stefan Küng (Groupama-FDJ) slap fri sammen med den 23-årige amerikaner Matteo Jorgensson (Movistar).
Vingegaard efter herskerens magtdemonstration: »Jeg er glad for, at jeg ikke satte tid til og kom uskadt igennem, for det var meget tæt på, at jeg blev revet med ned«De fik efter yderligere 20 km følgeskab af en kvartet bestående af de senere tre bedst placerede samt feltets yngste rytter, Mads Pedersen 22-årige amerikanske Trek-Segafredo holdkammerat Quinn Simmons. Sidstnævnte gav sig fuldt ud for sin danske kaptajn, indtil kræfterne slap op, men Simmons havde sin store del af æren for, at udbruddet ikke blev hentet.
I feltet jagtede Lotto Soudal og Alpecin-Deceuninck længe, men førstnævnte bremsedes, da australieren Caleb Ewan styrtede i et sving med 70 km tilbage, og efter at han havde fået tilslutning igen, måtte han slippe på den sidste stigning 50 km fra mål.
Alpecin mistede også delvis interessen, og det var først, da Team BikeExchange-Jayco med australieren Michael Matthews og hollænderen Dylan Groenewegen som trumfer satte sig i front, da der manglede 43 km, at offensiven blev truet.
Det viste sig imidlertid at være for sent og med 15 km tilbage kastede det australske kollektiv håndklædet i ringen, hvorefter det stod klart, at vinderen skulle findes blandt dagens lykkeridddere.
12,5 km fra mål foretog Mads Pedersen så kraftfuld en forcering, at Ganna, Küng og Jorgensson blev fuldstændig overrumplet. Samarbejdet fungerede perfekt i den ny fronttrio, og det var først til allersidst, at Wright og Houle følte sig tvunget til at udfordre Mads Pedersen.
»Jeg vidste, at jeg ville være nødt til at angribe ude fra, hvis jeg skulle have en chance for at besejre Mads. Han har vundet nogle store løb, så jeg regnede med, at han var den farligste modstander«, konstaterede den 23-årige Frank Wright, der var hurtig til at lykønske sin danske overmand.
»Men Mads kom mig i forkøbet, og han var simpelthen for stærk for mig. Og når jeg skal være helt ærlig, er jeg glad for, at jeg i det hele taget var med til at kæmpe med om sejren«.
Jonas Vingegaard var dagen igennem perfekt beskyttet af sit Jumbo-Visma mandskab, der aldrig var tvunget til at tage del i føringsarbejdet for at forsvare danskerens gule førertrøje.
Den belgiske superstjerne Wout van Aert i den grønne pointtrøje havde rigeligt overskud til at vinde spurten i hovedfeltet, som gjaldt 7.-pladsen på etapen, og han fortsatte således med at øge forspringet i den indlagte konkurrence, hvor han nu er oppe på 333 point mod 164 til sloveneren Tadej Pogacar (UAE team Emirates) på andenpladsen.
Sværhedsgraden strammes
Sværhedsgraden strammes på den 192,5 km lange 14. etape fra Saint-Étienne til Mende med fem bjergspurter og 3.400 højdemeter undervejs, og ikke mindst den 3 km lange finalestigning med en gennemsnitlig procent på 10,2 er garanti for splittelse.
Fra toppen i 1.055 meters højde resterer endnu 1,2 km, og her kan der også stadig nå at ske ting og sager som f.eks. i 2015, da den nuværende engelske Ineos Grenadiers-sportsdirektør Stephen Cummings overrumplede de to franske kamphaner Thibaut Pinot og Romain Bardet, der havde travlt med at vogte på hinanden.
Mende holdt først sit indtog på Tour-ruten i 1995, da franskmanden Laurent Jalabert sejrede, og hans bedrift har medført, at den sidste klatretur Côte de la Croix Neuve har fået tilnavnet Montée Jalabert.
(Herunder Ritzaus Live-blog fra 13. etape)
fortsæt med at læse
