Mads Pedersen tæt på ny succes i Tour de France, hvor Jonas Vingegaard klarede sig i mål med feltet trods et styrt. Michael Mørkøv klarede ikke tidsgrænsen og udgår af Touren.

Vingegaard slipper med skrækken på barsk dag, der koster ham to støtter

Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Bedst som den 202,5 km lange 15. etape fra Rodez til Carcassonne i den bagende franske sommervarme syntes at skulle udvikle sig forholdsvis fredeligt frem mod en af de sjældne massespurter i årets Tour de France, ramtes Jonas Vingegaard og hans Jumbo-Visma mandskab indenfor ganske få km af et par voldsomt dramatiske hændelser, som også kostede den 25-årige dansker en ublid tur i asfalten.

Lykkeligvis var Vingegaard ikke værre medtaget, end at han, efter strabadserne var tilendebragt, kunne modtage endnu en gul førertrøje som erstatning for den, der tydeligvis havde lidt overlast ved styrtet.

Men denne søndag, der endte i triumf for belgieren Jasper Philipsen (Alpecin-Deceuninck) foran landsmanden Wout van Aert (Jumbo-Visma) og den danske eksverdensmester Mads Pedersen (Trek-Segafredo), efterlod i Jumbo-Visma-lejren en alvorlig påmindelse om, at der endnu kan indtræffe et væld af uforudsete hændelser inden ankomsten til Paris på søndag.

Allerede inden de første meter var tilbagelagt, reduceredes det hollandske mandskabs trup, da sloveneren Primoz Roglic, der oprindelig var udset til at dele kaptajnsværdigheden med Vingegaard, valgte at trække sig på grund af de vedholdende smerter efter et uheld tidligere i løbet.

Kruijswijk på hospitalet

Situationen skærpedes med små 70 km tilbage, da hollænderen Steven Kruijswijk og den belgiske superstjerne Wout van Aert var involveret i et styrt, som også omfattede Jakob Fuglsang (Israel Premier Tech), og det stod ret hurtigt klart, at Kruijswjik, som siddende på asfalten holdt sig til både håndled og skulder, næppe kunne fortsætte, og han måtte i ambulance transporteres til nærmeste hospital, mens de øvrige kom på cyklerne igen.

Ganske få km senere væltede Vingegaard og hans belgiske holdkammerat Tiejs Benoot. Den gule trøje talte sit tydelige sprog om, at danskeren var røget ned på skulderen, men han var ret hurtigt oppe på en ny cykel, og med hjælp ikke mindst fra franskmanden Christophe Laporte fik han tilslutning til feltet igen.

Men inden han var fremme blandt de de forreste igen, måtte Vingegaard gennem en kraftig forcering op gennem feltet, og resultatet af de sindsoprivende episoder var, at han i første omgang kun havde van Aert hos sig, mens også Laporte siden nåede op.

Netop Laporte blev altafgørende i den afsluttende fase, hvor franskmanden styrede sin danske kaptajn gennem alle fortrædeligheder, så han slap sikkert indenfor 3 km-mærket, hvor maskinskade og styrt ikke længere medførte tidstab.

Alt i alt slap Tourens danske førstemand altså med skrækken, og han var med hjem i den første gruppe på omkring 50 mand som nr. 23 i samme tid som vinderen.

»Det var en hård dag for os, men vi kan være glade for, at Jonas var i stand til at kæmpe lige til det sidste«, sagde Jumbo-Vismas sportsdirektør Frans Maassen til de internationale medier.

»Nu glæder vi os til at få styr på sagerne på hviledagen, og under alle omstændigheder er det jo en klar fordel, at vi går ind til den sidste uge med et forspring på 2.30 minutter i stedet for at skulle jagte«.

Mads Pedersens Trek-Segafredo havde efter den sidste stigning med knap 50 km til mål lagt et stort arbejde i at fremtvinge en spurt, og danskeren var da også klar til at udnytte chancen i finalen. Han åbnede spurten, men kunne ikke holde de to skrappe rivaler bag sig, og den 24-årige Jasper Philipsen, der havde fire top-10 placeringer bag sig, fik omsider lejlighed til at juble over sin første Tour-triumf.

Ekspert tror på Vingegaard

Forudsigelser om Jonas Vingegaards muligheder i Tourens afsluttende uge skorter det i øvrigt ikke på. Blandt dem er også en fra en beskuer, der i allerhøjeste grad må siges at være udenforstående, eftersom han er idømt livsvarig karantæne. Men det ændrer ikke på, at belgieren Johan Bruyneel til fulde ved, hvilke krav der skal opfyldes for at vinde verdens skrappeste cykeludfordring.

Bruyneel, som styrede Lance Armstrong til syv Tour-triumfer på stribe, der siden alle blev frataget amerikaneren på grund af ulovlige midler og metoder, ligesom de dopingbefængte succeser altså også medførte belgierens endeligt, var ligeledes manden bag spanieren Alberto Contador, da denne strøg til tops i 2007 og 2009.

Han benyttes i dag som kommentator i flere internationale medier, og Bruyneel vurderer Vingegaards chancer således:

»Hvis Jumbo-Visma fortsætter med at køre klogt og årvågent, og Vingegaard ikke kommer ud for en total nedtur, kan jeg ikke se, hvordan Pogacar skal kunne tilbageerobre den gule trøje«.

»Selv med en mindre heldig dag kan Vingegaard ikke sætte sin fordelagtige udgangsposition over styr. Han er simpelthen for stærk, og han vil være i stand til at begrænse eventuelle nederlag. Det ser særdeles lovende ud for danskeren«.

Bruyneel fremsatte disse vurderinger inden etapen til Carcassonne, der uhyggeligt klart afslørede, hvor lidt der skal til for at ændre på et tilsyneladende givet forløb. Og det havde utvivlsomt også givet anledning til panderynker hos Bruyneel, at hans landsmand Wout van Aert indledningsvis begav sig ud i en offensiv, for så efter 40 km at blive kaldt tilbage.

Mørkøv må udgå

Den danske Quick-Step-rytter Michael Mørkøv nåede søndag ikke i mål inden for tidsgrænsen på 15. etape.

Den erfarne dansker, der de seneste dage har berettet om et haltende helbred, blev hurtigt kørt agter ud af feltet. Danskeren endte med ene mand at køre bagest.

Det stod hurtigt klart, at Mørkøv kunne komme i problemer i forhold til tidsgrænsen. Den endte med at være på 53 minutter og 30 sekunder, men det var altså ikke nok for den 37-årige dansker.

Dermed er tre danskere udgået af Touren. Før søndagens etape måtte Magnus Cort trække sig på grund af en positiv coronaprøve.

Michael Mørkøvs holdkammerat Kasper Asgreen udgik før 9. etape. Asgreen var ikke kommet sig ordentligt efter et grimt styrt i Schweiz Rundt kort før starten på Tour de France.

Fuglsang brækker ribben

Jakob Fuglsang røg altså i asfalten på søndagens etape, og det har kostet danskeren et brækket ribben. Det siger han til flere danske medier. Det er endnu uvist, om Fuglsang kan køre videre i verdens største cykelløb efter mandagens hviledag.

»Det gør ondt, når jeg står op. Nu må vi se, hvad jeg gør. Men jeg kører ikke videre, hvis det gør for ondt. Det er jeg blevet for gammel til«, siger den 37-årige dansker til B.T.

Fuglsang røg ned i et styrt små 70 kilometer fra mål, der også involverede Steven Kruijswijk. Jumbo-Visma-hollænderen kunne dog modsat Fuglsang ikke fortsætte.

(Herunder Ritzaus Live-blog)

Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her