Efter to indledende etaper, hvor sprinterne har haft rig mulighed for at udfolde sig, blev rytterne med klassementsforhåbninger tvunget ud af busken på tredjedagen af sæsonens 25. WorldTour-løb Polen Rundt.
På en kort hidsig mur med en maksimal stigningsprocent på 14,9, der dannede afslutningen på den 237,9 km lange færd fra Krasnik til Przemysl, kunne den colombianske mester Sergio Higuita (Bora-hansgrohe) fejre sin 25 års fødselsdag med en dobbelttriumf, idet han både kæmpede sig først over stregen i det stærkt reducerede felt og erobrede førertrøjen.




























