For foden af det prangende monument for Madonnaen fra Loreto, der hæver sig over den lille kroatiske by Primosten og fra sin ensomme position på toppen af en lille bakke skuer ud over Adriaterhavet fejrede Danmarks Tour de France-konge Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) i sit med spænding imødesete comeback endnu en triumf, som givetvis langt fra kan måle sig med bedrifterne på de franske landeveje, men eftertrykkeligt dokumenterede, at han er tilbage i topform efter sin lidt over to måneder lange pause.
I en medrivende klatrefinale på den 157 km lange 3. etape i Cro Race, hvor feltet splittedes totalt, kæmpede den 25-årige dansker sig over målstregen en halv cykellængde foran en af cykelsportens nye, nærmest utæmmelige unge løver, den 19-årige englænder Oscar Onley, der kører for Team DSM’s talentmandskab, mens den slovenske stjerne Matej Mohoric (Bahrain Victorius) på tredjepladsen var slået med 2 sekunder.



























