Onsdagens etape i Schweiz Rundt bød på første alvorlige slag i bjergene, og Mattias Skjelmose var godt med.

»Jeg er i en god position«: Mattias Skjelmose bliver nummer tre i stort bjergslag i Schweiz Rundt

Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix
Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.38.

Mattias Skjelmose har store forhåbninger om at få forsvare sidste års sejr i etapeløbet Schweiz Rundt. Og det kan stadig godt lade sig gøre bedømt ud fra Skjelmoses præstation på 4. etape, hvor Skjelmose blev nummer tre.

»Jeg er tilfreds med min indsats. Det var den første test i bjergene for mig efter min pause og højdetræningslejr. Dage som denne kommer altid med en smule tvivl. I sidste ende følte jeg mig virkelig godt tilpas, og det er det bedste, jeg kan tage med videre. Jeg synes, vi gjorde det godt. Vi gjorde det, vi skulle som hold. Gutterne troede på mig, og de gjorde et fantastisk stykke arbejde med at holde situationen under kontrol i lang tid«, siger Mattias Skjelmose efter etapen.

Etapen blev vundet af den norske Bahrain-rytter Torstein Træen, som tidligt på etapen havde held med at ramme det rigtige udbrud. Mellem Skjelmose og Træen kom UAE-rytteren Adam Yates, og briten ligner lige nu også et godt bud på en samlet vinder. Adam Yates kom ind over stregen 23 sekunder efter Træen. Skjelmose var 25 sekunder efter Adam Yates, som overtog løbets førertrøje.

»Selv om Yates viste fantastisk form, så føler jeg, at klassementet stadig er åbent. Jeg er i en god position. Vi har tre bjergetaper og en enkeltstart til at køre vores chance. Det går vi efter«, lyder det fra Skjelmose efter etapen.

Samlet er danskeren nummer tre med 26 sekunder op til den førende brite.

»Angrebet fra Yates var stærkt. Hvis jeg havde været tæt på hans hjul, så havde jeg måske forsøgt at følge med ham. Han viste styrke, men jeg havde hele tiden følelsen af gode ben, så jeg besluttede at vente på det rigtige moment til at øge farten og minimere tabet«, siger Skjelmose.

Onsdagens strabadser bød på en bjergetape og 171 kilometer fra Rüschlikon til Gotthard-passet. Etapen var løbets hidtil hårdeste og sluttede i over 2.000 meters højde. Tidligt på etapen stak otte ryttere – heriblandt etapevinderen – afsted, og de fik et forspring på over seks minutter til feltet med favoritterne.

Det var først på de sidste omkring fem kilometer op ad, at favoritterne for alvor rørte på sig. Her viste Adam Yates fra UAE, at han umiddelbart var stærkere end de øvrige klassementsryttere. Skjelmose var den, der tog mest ansvar i forfølgelsen af Adam Yates, men danskeren formåede ikke at hente rivalen.

I stedet fik Skjelmose selskab af João Almeida og Egan Bernal. Men det var kun Almeida, der kunne følge danskerens tempo.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her