Giro-kaos truede storfavoritten, inden Cavendish slog til

etapevinder. Som så ofte før fik Mark Cavendish lov til at sprøjte med champagne efter en etapesejr i Giro d'Italia.
etapevinder. Som så ofte før fik Mark Cavendish lov til at sprøjte med champagne efter en etapesejr i Giro d'Italia.
Lyt til artiklen

Hvis det om lidt over to uger viser sig, at den engelske Tour de France-konge Bradley Wiggins (Sky) troner øverst på podiet i Brescia som vinder af det 96. Giro d'Italia, må det fastslås, at han i hvert fald her i den indledende fase af den italienske rundtur, har måttet slås med væsentligt flere problemer end forudset. På dagens 169 km fra Mola di Bari til Margherita di Savoia, som i massespurten gav den ventede triumf til den britiske eksverdensmester Mark Cavendish (Omega Pharma-Quick Step), udsattes storfavoritten således for en dramatisk situation lidt over 30 km fra mål, der truede med at spolere alle hans højtflyvende ambitioner. Massestyrt blokerede hele vejbanen Umiddelbart inden rytterne passerede målstregen for at begive sig ud på den 16 km lange rundstrækning, der skulle gennemkøres to gange, indtraf nemlig et massestyrt, som totalt blokerede vejbanen. Feltet splittedes i flere grupper, og i den bagerste befandt blandt andre Bradley Wiggins sig efter netop at have skiftet cykel. Englænderen var ikke involveret i styrtet, men han blev ligesom talrige andre bremset, og inden han fik fart på cyklen igen, registreredes en afstand på omkring et minut til den gruppe, som ikke var blevet berørt af episoden. Dæmpede farten til at begynde med Indledningsvis dæmpede de forreste med blandt andre indehaveren af den lyserøde førertrøje Luca Paolini (Katusha) farten, men ansporet af FDJ sattes den atter kraftigt i vejret, inden feltet var samlet. Det betød, at Wiggins bistået af fire holdkammerater måtte ud i en hidsig jagt på omkring 10 km, inden han 22 km fra mål atter havde fået tilslutning. Efter således at være sluppet med skrækken bevægede Sky sig med det samme helt frem i front for at undgå andre ubehagelige overraskelser, og rent faktisk førte Wiggins feltet an, indtil der manglede 2,5 km. Perfekt forarbejde sikrede Cavendishs triumf Derefter indledtes den hektiske kamp om positionerne, og i den dokumenterede Omega Pharma-Quick Step, at det belgiske mandskabs tog, som skal sørge for at føre Cavendish frem, nu for alvor synes at være på skinner. Efter at holdet havde slidt det meste af dagen for at eliminere et udbrud, havde spurtkanonen fra Isle of Man den tidligere stærkt kritiserede belgier Gert Steegmans som sin sidste uvurderlige hjælper. Fra hans hjul kunne Cavendish skyde uimodståeligt frem og ligesom på 1. etape i Napoli suverænt henvise italieneren Elia Viviani (Cannondale), australieren Matthew Goss (Orica-GreenEdge), den franske mester Nacer Bouhanni (FDJ) og italieneren Mattia Gavazzi (Androni Giocattoli) til at kæmpe om de sekundære placeringer. Cavendishs niende sejr i år Det var Mark Cavendishs niende sejr i denne sæson, og briten føjede yderligere positive dimensioner til sit image, da han på podiet midt i sin forståelige glæde over triumfen præsenterede det tragisk berømte startnummer 108 til minde om belgieren Wouter Weylandt, der omkom efter et styrt på en Giro-etape for nøjagtigt to år siden. Også indehaveren af den lyserøde forertrøje Luca Paolini (Katusha) mindedes på denne måde den forulykkede kollega. Etapen ændrede intet i den samlede stilling, selv om der altså var optræk til et af de uforudsete indslag som kunne have lavet om på en hel del. To australiere i langt udbrud Den kendsgerning, at etapen i så udpræget grad appellerede til sprinterne, afholdt ikke to af deltagerne fra at forsøge at ændre på scenariet. Efter cirka 15 km slap de to australiere Jack Bobridge (Blanco) og Cameron Wurf (Connondale) fri, og da der var tilbagelagt dobbelt så meget, havde de sikret sig et forspring på 6.25 minutter. Højere nåede det dog heller ikke op, og selv om Bobridge er en af verdens skrappeste temporyttere – blandt meget andet indehaver af verdensrekorden i 4 km individuelt forfølgelsesløb og dobbelt verdensmester i holddisciplinen, hvor det også blev til OL-sølv i London – kunne han intet stille op, da farten øgedes i feltet. Forslået franskmand sled ihærdigt Omega Pharma-Quick Step leverede hovedparten arbejdet med at mindske afstanden bistået af franskmanden Laurent Pichon (FDJ), der trods sine omfattende forbindinger fra styrtet på 1. etape tilsyneladende er ved fuld styrke igen. Pichons tilstedeværelse i front, som fulgtes op af yderligere et par holdkammeraters signalerede, at Nacer Bouhanni ville blande sig i finalen, og det samme gjorde Cannondales massive repræsentation langt fremme på Elia Vivianis vegne. I to indlagte spurter prøvede Viviani og Cavendish hinanden af i kampen om tredjepladsen efter de to australiere, men det var tydeligt, at italieneren var klart den mest motiverede i de opgør. Viviani vandt da også disse indledende dueller og har utvivlsomt et godt øje til den røde førertrøje i pointkonkurrencen. Ville ikke hente udbryderne for tidligt Det var åbenlyst, at der absolut ingen interesse var for at hente Bobridge og Wurf for tidligt, så da der først var fuldstændig kontrol over situationen, fik de to lov til at holde liv i håbet en rum tid endnu. Med 36 km tilbage og kort inden, feltet bevægede sig ind på den rundstrækning, der skulle gennemkøres to gange, sluttede eventyret imidlertid for den australske duo efter cirka 120 km i offensiven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her