Selv om colombianeren Nairo Quintana (Movistar) med sin storslåede opvisning på gårsdagens bjergenkeltstart punkterede spændingen i dysten om den endelige triumf i årets Giro d’Italia, resterer endnu et akt i det tre uger lange cykelshow, som på forhånd sender signaler om yderligere medrivende oplevelser.
Og ligeledes om, at den 24-årige sydamerikaners status som løbets hersker kan tilføres mere stråleglans, for dagens 167 km lange næstsidste etape fra Maniago til Monte Zoncolan synes som skabt til en ny demonstration af Quintanas exceptionelle klatreegenskaber.


























