Så er det nu, folkens! Med 8 etaper tilbage begynder den helt store klassementskamp. Indtil videre har vi ikke fået de store svar, men det – kan jeg godt love – ændrer sig fra i dag.
Der er selvfølgelig enkelte positive overraskelser i form af Jungels og til dels Chaves og Kruijswijk. Ellers er de fleste uventede tidsforskelle sket i form af styrt og uheld. Og så er der selvfølgelig Landa. Sikke et tab for løbet, at han skulle udgå. Det betyder desværre, at de eneste hold, der for alvor kan lægge pres på, er Astana og Movistar. Kaptajner på andre hold må lukrere på deres arbejde – og egne evner, selvfølgelig. Nibali har kun angrebet to gange indtil videre. Atypisk? Absolut. Klogt? Måske. Faktum er, at det kun er sket de to gange, Fuglen har haft uheld. Tilfældigt? Måske.


























