For anden dag i træk sås en af de danske Giro d’Italia-deltagere udføre et imponerende føringsarbejde på en stor del af etapen, men i modsætning til den heroisk fightende Mads Pedersen (Trek-Segafredo) i går, fik Christopher Juul-Jensen (Orica-Scott) anledning til at juble, da han efter de 224 km fra Castrovillari til Alberobello krydsede stregen som nr. 183.
5.17 minutter tidligere havde hans 22-årige australske holdkammerat Caleb Ewan nemlig lige netop afvist den jævnaldrende dobbelte colombianske etapevinder Fernando Gaviria (Quick-Step Floors) og ireren Sam Bennett (Bora-hansgrohe) i så nervepirrende tæt et sprinteropgør, at sejrsjublen først kunne få frit løb i menneskemylderet adskillige meter efter målpåssagen.


























