Når luxembourgeren Bob Jungels (Quick-Step Floors) i dag sætter sig i sadlen for at tilbagelægge 8. etapes 189 km fra Molfetta til Peschici, har han allerede slået sin personlige Giro d’Italia-rekord.
Det er nemlig fjerde dag i træk, han bærer den eftertragtede lyserøde førertrøje, og dermed overtrumfer han sidste års præstation, da han i tre dage optrådte som den italienske rundturs førstemand, inden han efter 13. etape måtte vige tronen for Movistars costaricaner Andrey Amador.


























