Spændingen i årets Giro d’Italia antog henrykkende dimensioner med forjættende løfter omkring den fortsatte færd op mod næste uges vilde slag i Dolomitterne, da den 26-årige hollænder Tom Dumoulin (Sunweb) i dag i maksimal grad indfriede forventningerne på 10. etapes 39,8 km lange enkeltstart fra Foligno gennem olivenlunde og vinmarker frem mod målet i Montefalco.
For ikke alene lukkede det hollandske tempofænomen så magtfuldt op for turboen, at han på denne solbeskinnede dag knuste al modstand – han gjorde det også i en grad, så den colombianske indehaver af den lyserøde førertrøje Nairo Quintana (Movistar) trimlede ned fra tronen og nu tvinges ud i en knaldhård fight for at tilbageerobre sin mistede position.


























