Sidste år hentede Jonas Abrahamsen Uno-X-holdets første etapesejr i Tour de France. Tirsdag sørgede en anden nordmand for en ny milepæl i holdets historie.
Torstein Træen var en del af det udbrud, der holdt til mål på 4. etape, og da favoritterne forholdt sig roligt bagved, blev den 30-årige klatrer ny mand i den gule førertrøje.
»Det er et nyt kapitel, der blev skrevet i dag (tirsdag, red.). En gul trøje i Tour de France er ikke noget, vi kan forvente at tage. Vi er totalt glade over det, der er sket«, siger sportsdirektør Christian Andersen.
Da udbruddet havde etableret sig, stod det klart, at Træen ville have en god chance for at komme i gult, hvis Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard og resten af favoritterne ville have en halv fridag. Derfor handlede det for Uno-X primært om at sikre, at udbruddet ikke gik i opløsning.
»Det eneste, jeg talte med ham om, var, at han skulle forsøge at få udbruddet til at løbe rundt så godt som muligt. Han måtte ikke arbejde mere end de andre, men sørge for, at der var god kontinuitet«, forklarer Christian Andersen.
Sidste år havde Træen førertrøjen i Vuelta a España i fire dage, så han har prøvet noget lignende før. Han lod da heller ikke tankerne om en potentiel gul trøje stige ham til hovedet undervejs.
»Jeg tænkte faktisk ikke så meget. Jeg spekulerede først og fremmest på, hvordan jeg kunne holde mig selv nedkølet. Når man kommer til stigningerne, er det kun et spørgsmål om at have benene, men i denne varme er det aldrig til at vide, hvordan kroppen vil reagere«, siger Torstein Træen.
I den samlede stilling er han 28 sekunder foran nærmeste forfølger, amerikaneren Sean Quinn fra EF.
Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard er næsten otte minutter efter.
ritzau
fortsæt med at læse




























