CSC: Cancellara har ikke længere førsteprioritet

Lyt til artiklen

Efter sin femte hyldest på Tour de France-podiet som indehaver af den gule førertrøje mødte Fabian Cancellara også op til det obligatoriske pressemøde ovenpå etapen fra Villers-Cotterêts til Joigny. Men tilsyneladende er videbegærligheden om den 26-årige schweizers bedrifter indtil videre udtømt, for efter blot et enkelt spørgsmål rejste han sig og forlod seancen. End ikke den traditionelle nysgerrighed om, hvorvidt hans kuffert omsider er dukket op, som ellers har været et fast indslag, lige siden han på det første pressemøde i London fortalte, at hans bagage var forsvundet på turen til England, skulle tilfredsstilles ved denne lejlighed. »Der var jo ingen, der ville spørge om noget. Så kunne Fabian ligeså godt se at komme videre«, konstaterer Team CSC’s pressechef Brian Nygaard. Planmæssigt forsvar af trøjen Forsvaret af den gule førertrøje forløb planmæssigt undervejs på de 193 km. »Holdet ydede et fantastisk arbejde, og så var det bare op til mig at sidde på hjul«, nåede Cancellara at berette, inden han forsvandt. Om det var hans sidste optræden i gult, kan der endnu kun gisnes om, men meget tyder på det.

Den forestående etape fra Chablis til Autun afvikles i så kuperet terræn, så det kan blive vanskeligt for ham at bevare sin position. Kørte over evne på hjemmebane Det er nemlig sandsynligt, at et udbrud holder hjem, og eftersom der endnu kun er meget små tidsforskelle i det samlede klassement, er det langt fra sikkert, at Cancellaras aktuelle forspring på 29 sek. til nordmanden Thor Hushovd (Crédit Agricole), der er ny nr. 2, rækker til at holde ham i førertrøjen. Dog skal det erindres, at Cancellara kørte over evne i en tilsvarende situation i Tour de Suisse for en måned siden, og der er næppe tvivl om, at han vil kæmpe til det sidste for at bevare den eftertragtede trøje. Sastre og Schleck prioriteres »Men Fabian må indstille sig på, at han nu ikke længere har førsteprioritet. Nu må vi sætte Carlos Sastres og Fränk Schlecks muligheder i det samlede klassement højere. Det er det, de kollektive kræfter nu skal anvendes på«, siger Team CSC’s sportsdirektør Kim Andersen. Cancellara kom i dag sikkert i mål i hovedfeltet som nr. 47 i samme tid som Thor Hushovd. Han havde selskab af fem af sine holdkammerater, mens Kurt Asle Arvesen, Christian Vande Velde og David Zabriskie alle satte knap tre minutter til. Det var den trio, der, indtil sprinterholdene tog over, havde stået for den væsentligste del af sliddet i jagten på dagens lange udbrud, som neutraliseredes syv km fra mål, og da det job var fuldført, kunne de tre musketerer slappe af. Lykkelig nordmand For norske Thor Hushovd kom dagens sejr som en kærkommen opmuntring efter styrtet to døgn tidligere på etapen til Gent. »Alt forløb perfekt for mig i dag. Jeg behøvede til sidst blot at koncentrere mig om at sidde på hjul af min holdkammerat Julian Dean og så selv lukke maksimalt op med 200 m tilbage. Det var virkelig en herlig fornemmelse at suse først over stregen, efter at alt i mandags havde set så sort ud«, konstaterer den 29-årige nordmand med et stort smil. Thor Hushovd avancerede med førstepladsen også kraftigt i pointkonkurrencen, som hele tiden har været et af hans store mål i årets Tour. Han er nu nr. 5 med 19 point op til Tom Boonen (Quick Step) på førstepladsen, mens Erik Zabel (Milram), Robbie McEwen (Predictor-Lotto) og Robert Hunter (Barloworld) er placeret mellem de to.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her