Spanierne har ikke forstået budskabet

Lyt til artiklen

Endnu en spanier i dopingfælden.

Et tilfælde eller et symptom på generelt usunde tilstande i cykelsporten på den iberiske halvø? Pat McQuaid, præsident for den internationale cykelunion UCI, hælder til sidstnævnte opfattelse. Anderledes kan irerens umiddelbare kommentar ikke tolkes til meldingen om, at den 27-årige Moises Duenas på særdeles uheldig manér er fulgt i sin 10 år ældre landsmand Manuel Belrans hjulspor som EPO-synder i Tour de France. »Spanien er langsommere end andre til at forstå budskabet«, lød McQuaids stærkt generaliserende udtalelse til nyhedsbureauet Reuters, og der er næppe tvivl om, at UCI-præsidenten anvender de to dugfriske spanske affærer til at politisere. Spansk lemfældighed Unionen har sammen med det internationale antidopingagentur Wada en sag kørende mod det spanske cykelforbund RFEC ved den internationale sportsdomstol CAS, hvor de to førstnævnte organisationer i fællesskab påstår, at spanierne har begået en fejl ved ikke at indlede en dopingsag mod superstjernen Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne). McQuaid benytter Duenas-sagen til at påpege det, han beskriver som spansk lemfældighed, med speciel henvisning til, at myndighederne har nægtet at frigive blodposer – angiveligt med tilhørsforhold til Valverde – som er beslaglagt i forbindelse med politiets optrevling af Operacion Puerto, til analyse. Straks meldingen om den positive prøve efter enkeltstarten på 4. etape i Cholet i går offentliggjordes, blev Duenas taget ud af den franske styrkeprøve af sin arbejdsgiver, det britisk indregistrerede Team Barloworld, der dermed – ligesom tilfældet var med Beltrans italienske Liquigas – efter arrangørernes opfattelse handlede korrekt og får lov at blive i løbet. Kun i tilfælde, hvor det konstateres, at holdet har været impliceret i anvendelsen af ulovlige midler, træder de skrappe sanktioner i kraft, som samtlige deltagende mandskaber har skrevet under på i en kontrakt med Tour de France-selskabet. Hele truppen risikerer bortvisning I yderste konsekvens åbnes mulighed for bortvisning af hele truppen fra løbet samt erlæggelse af en bøde på 750.000 kr., men altså kun, hvis det kan påvises, at der har været tale om en organiseret forseelse. Men hverken Liquigas eller Barloworld er blevet ramt af disse bestemmelser. Politiet har også været involveret i begge affærer, fordi anvendelse og besiddelse af doping er strafbart i Frankrig. Både Beltran og Duenas er blevet afhørt, ligesom der er foretaget ransagninger på de to holds hoteller. I tilfældet med Liquigas er det allerede oplyst, at der ingen forbudte medikamenter blev fundet, mens der ikke foreligger en officiel udtalelse i forbindelse med undersøgelsen på Hotel Rex i Tarbes, hvor Duenas var indkvarteret. Her boede også det franske Bouygues Telecom, men det var udelukkende Barloworld, der fik besøg af gendarmerne. »Idiot«, kalder McQuaid helt konkret Duenas – en betegnelse, der i diverse omskrevne former går igen i stort set alle reaktioner til hændelsen. »Jeg undrede mig, da jeg så Duenas sidde med hjem sammen med ryttere som Cadel Evans, Denis Menchov og Carlos Sastre på Hautacam. Han er da en habil klatrer, men slet ikke i samme kategori som dem, han kørte lige op med. Da han var hos os, var der intet påfaldende ved de prøver, vi foretog rent internt«, siger hans tidligere sportsdirektør hos Agritubel, Emmanuel Hubert, som utvivlsomt græder tørre tårer over, at spanieren før denne sæson valgte et økonomisk mere attraktivt tilbud fra Barloworld. Proceduren forskriver nu, at der udføres endnu en analyse, den såkaldte B-prøve. Er den også positiv, står Duenas sandsynligvis til to års karantæne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her