Desværre – med al respekt for den unge englænder Mark Cavendishs brillante præstation i finalen efter de 168,5 km fra Lavelanet til Narbonne – levner en helhedsbedømmelse af denne 12. etape i Tour de France ikke mulighed for andet end den absolut laveste karakter: Nul hjerter. Det var formidabelt, at manden, som lige nu også har olympisk succes på banen i tankerne, efter flere dages pinefulde strabadser i Pyrenæerne kunne finde sine exceptionelle sprinterkvaliteter frem igen. Men opvisningen druknede uundgåeligt i Riccò-skandalen. Anderledes kan det ikke være, hvor imponerende end Cavendish stillede fremtidens muligheder i cykelsporten til skue. Han scorede med sin suveræne afvisning af franskmanden Sébastien Chavanel (Francaise des Jeux) og belgieren Gert Steegmans (Quick Step) hattrick efter de forudgående triumfer i Chateauroux og Toulouse. En sort dag i Tour de France-historien Det har gennem tiderne været ganske få forundt – og i hvert fald ingen af hans landsmænd – og isoleret set var det en bedrift, der berettiger til mindst tre hjerter efter de helt ekstreme lidelser, han har gennemlevet i bjergene, hvor han som en af de første har måttet strække gevær. Med den usædvanlige bedømmelse på nul hjerter falder englænderen som et uretfærdigt offer for andre kollegers helt håbløse forseelser, hvilket næppe kommer helt bag på ham. For hvor perfekt englænderens finale end var gennemført, formår det ikke at jage Riccò-skyggerne på flugt. Det var en sort dag i Tour de France-historien, og det vil heller ikke Mark Cavendish nogensinde glemme. Cavendish: Jeg elsker det job, jeg har Når det er fastslået, må det også være tilladt at konstatere, at netop dagens triumfator repræsenterer fremtiden i international cykelsport. »Jeg elsker det job, jeg har, og det gør mig inderligt ondt, at andre prøver at skade denne profession. Jeg fatter ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Men det må hænge sammen med, at de ikke har den samme lidenskab for sporten, som jeg har. Hvis det var tilfældet, ville de ikke gøre den så meget ondt«, siger Cavendish, der langt om længe også antyder, at han næppe bliver en af bejlerne til sejren på finaleetapen frem mod Paris. »Jeg trækker mig ikke frivilligt, men de seneste dage har kostet mange kræfter, så det kan da godt være, at det vil være klogest at stå af. Men endnu er beslutningen ikke truffet«, fastslår Cavendish, som på pressemødet efter succesen i høj grad måtte tage stilling til de begivenheder, som han ingen indflydelse havde på. »Det har kostet mig mange kræfter« »Der er åbenbart nogle, der tror, de er klogere end systemet. Men egentlig er de jo i bund og grund dumme. De har ikke forstået, hvad det handler om. De skader bare os andre. Jeg ser frem til, at kampen mod doping fortsættes med uformindsket kraft. Personligt tror jeg på, at den eneste måde at nå resultater på, er gennem hårdt arbejde. Og den teori vil jeg fortsætte med at følge«. »Det har kostet mig mange kræfter at nå frem til, hvor jeg er nu. Jeg har en skade omkring mit venstre knæ, og jeg har måttet kæmpe enormt hårdt for at komme igennem Pyrenæerne. Jeg er ikke sikker på, at jeg har det samme overskud, når vi kommer til Alperne. Jeg prøver, så længe kræfterne rækker, men jeg må nok se i øjnene, at det bliver en anden gang, jeg skal være med til at kæmpe om den grønne pointtrøje. Nu har jeg fået en fornemmelse af, hvad det handler om, og jeg er klar til at tage udfordringen op. Jeg fortsætter med at køre dag for dag, og hvis det bliver for meget, må jeg udgå«, fastslår Mark Cavendish.
Dagens etape får den laveste karakter






























