Valverde vinder første Tour-etape

Alejandro Valverde blev suveræn vinder på den første Tour-etape.
Alejandro Valverde blev suveræn vinder på den første Tour-etape.
Lyt til artiklen

I en eksplosivt spændingsmættet finale, der fuldt ud indfriede forventningerne om et festfyrværkeri af angreb på den korte, hektiske stigning op mod mål, nedkæmpede årets varmeste spanske bud på succes i Tour de France, Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) rivalerne med et uimodståeligt antrit på det sidste par hundrede meter.

Han kunne jublende krydse stregen i Plumelec som den første indehaver af den gule førertrøje i den 95. udgave af verdens mest betydningsfulde cykeludfordring. Dermed bød de 197,5 km fra Brest til den lille idylliske landsby i Bretagnes indre på en klar udmelding fra den 28-årige spanske mester, som døgnet inden havde tilkendegivet sine intentioner om at jagte succesen på en etape, han vidste passede til hans kvaliteter. Valverde er fuldstændig rede til at udleve den favoritrolle, han er tildelt af stort set alle eksperter, og det fremgik også meget tidligt på etapen, at han gik efter den gule trikot fra første færd. Hårdt arbejde Hans Caisse d’Epargne mandskab blev nemlig sendt på hårdt arbejde, da dagens lange udbrud skulle hentes. Sammen med Rabobank, Crédit Agricole og Liquigas tog det spanske kollektiv hovedparten af slæbet, og først da det stod klart, at ingen af de otte lykkeriddere ville få held med deres forehavende, kastede andre hold sig også ud i forfølgelsen. Efter at først Stefan Schumacher (Gerolsteiner) og siden Kim Kirchen (Team Columbia) havde forsøgt at overrumple konkurrenterne inden for den sidste km, nærmest fløj Valverde op ad bakken mod målet, og på andenpladsen var belgieren Philippe Gilbert (Francaise des Jeux) ikke i nærheden af at true ham. »Vi ville ikke lade denne mulighed gå fra os, selv om det er indlysende, at det først er senere i løbet, kampen om den endelige sejr skal stå. Men det var vigtigt for holdet at komme fra start på denne positive facon og også for mig personligt«, konstaterede Valverde på pressemødet efter triumfen. »Det styrker da selvtilliden at mærke, at jeg har dette overskud. Og det sætter mig ikke under nogen form for pres, at jeg allerede har erobret den gule trikot. Jeg havde to mål, da jeg kom her til Touren, at vinde en etape og at få førertrøjen. Nu har jeg opnået begge dele på samme dag, og det skaber meget mere ro til fortsættelsen. De næste dage skulle det være muligt at forsvare førstepladsen uden de store problemer, og så må vi se, hvordan tirsdagens enkeltstart udvikler sig«. I det kraftigt splittede felt formåede ingen at blive godskrevet samme tid som Valverde, men et dusin ryttere satte kun et enkelt sekund til. Blandt dem var topnavne som Kim Kirchen, Riccardo Ricco (Saunier Duval), Cadel Evans (Silence Lotto), Fränk Schleck (Team CSC Saxo Bank) og Tour-vinderen 2006 Oscar Pereiro (Caisse d’Epargne). Mindre styrt Yderligere seks sekunder bagude fulgte 33 ryttere, og her havde Team CSC Saxo Bank Carlos Sastre, Andy Schleck, Fabian Cancellara og Jens Voigt med, hvilket ikke mindst lover godt for Cancellaras muligheder for at overtage førertrøjen på enkeltstarten. I denne gruppe befandt stort set alle kandidater til fremtrædende roller i det samlede klassement sig. Det danske mandskab fik i øvrigt en både overkommelig og opmuntrende åbning på Touren uden det voldsomme ressourceforbrug. Fränk Schleck var udsat for et mindre styrt uden konsekvenser og blev også presset voldsomt i spurten, hvilket muligvis hindrede ham i at nå et par pladser længere frem. Men holdet spildte ingen kræfter på at jagte udbryderne, og foruden de allerede nævnte kom Nicki Sørensen i mål i en større gruppe 39 sek. efter Valverde, Stuart O’Grady satte 1.01 min. til, mens Kurt Asle Arvesen og Volodomyr Gustov mistede to min. Andy Schleck indtager andenpladsen i ungdomskonkurrencen efter Riccardo Ricco. Etapen, som afvikledes i kraftig blæst, men uden den regn, som var stillet i udsigt, fik også flere dramatiske indslag. Værst medtaget i rækken af styrt blev franskmanden Hervé Duclos-Lassalle, der brækkede det venstre håndled, mens sidste års colombianske bjergkonge Mauricio Soler (Barloworld) mistede et enormt skridt i kampen om en samlet topplacering, da han styrtede 10 km fra mål. Et par holdkammerater søgte at hjælpe ham op, men Soler var tæt på yderligere et uheld, da han overså et sving. I det tilfælde undgik han dog at styrte, men han kom i mål som nr. 171 med et minus på 3.04 min.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her