På tre dage har den britiske spurtkanon Mark Cavendish (HTC-Highroad) sat over en time og tyve minutter til, mens han har kæmpet for at nå i mål indenfor tidsgrænsen, og sammenlagt er han at finde som nr. 136 med et minus til den førende franskmand Thomas Voeckler (Europcar) på 1.58.34 time. Alligevel forventes den 26-årige supersprinter at være tilbage i en af hovedrollerne i dag, når et stort felt sandsynligvis når samlet til mål på den 193 kilometer lange 15. etape fra Limoux til Montpellier. Konkurrenter har beklaget sig Det er ikke kun udfordringerne i bjergene, Cavendish har haft at slås med de seneste døgn. Flere internationale medier hævder således, at britens to nærmeste rivaler i kampen om den grønne pointtrøje, spanieren José Joaquin Rojas (Movistar) og belgieren Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto) har beklaget sig til løbsledelsen over, at Cavendish på nogle af de vanskeligste strækninger har haget sig fast til en servicevogn for ikke at komme for langt bagud. Rojas har udtalt, at han og Gilbert har talt om Cavendishs optræden, mens det fra den belgiske lejr forlyder, at der ikke er indgivet nogen klage.
LÆS ARTIKEL Contador: Jeg er ikke stærk nok endnu
Og den sportslige Tour de France-direktør Jean-Francois Pescheux fastslår da også, at han ikke har noget at sige Cavendish på, når det handler om, at denne skulle have forceret tinderne på ureglementeret vis, ligesom chaufføren i den opsamlervogn, der følger efter de bagerste ryttere, understreger, at han ikke har set briten foretage sig noget ulovligt. Dermed må Rojas og Gilbert affinde sig med, at Cavendish stadig fører pointkonkurrencen med 264 point, mens spanieren er noteret for 251 og den belgiske mester for 240. Derfra er der et spring ned til den norske verdensmester Thor Hushovd (Garmin-Cervélo) på fjerdepladsen med 192 point. Vil til Paris med den grønne trikot Både i den indlagte spurt undervejs og i selve finalen vil Cavendish utvivlsomt gøre alt for at sætte konkurrenterne på plads. »Dagens etape samt den afsluttende til Paris er nok de eneste, der byder på mulighed for en massespurt, så jeg håber, at trætheden efter Pyrenæerne har foretaget sig. Jeg satser nemlig hårdt på at komme til Paris i den grønne trøje«, siger Mark Cavendish.




























