Selv om André Greipel (Lotto-Belisol) med sin kraftfulde finish på den let stigende opløbsstrækning i Saint-Quentin satte rivalerne endnu mere suverænt på plads end døgnet inden i Rouen, gav den 29-årige tysker bagefter udtryk for, at finalen var en af de vanskeligste, han havde været udsat for i sin karriere. »Da det store styrt skete godt tre kilometer fra mål, sad jeg bag dem, der væltede, og det er fantastisk, at det lykkedes mine holdkammerater at få mig helt frem til fronten igen«, sagde en glad Greipel.
LÆS MERE Tysk lokomotiv stjæler anden etapesejr i træk
Han blev dog lettere irriteret, da han blev bedt om at svare på, om den friske triumf ikke havde større værdi end den foregående, fordi verdensmesteren Mark Cavendish (Sky) denne gang var blandt de besejrede. Lang spurt efter perfekt forarbejde »Jeg ved ikke, hvorfor det er så interessant, at jeg lige netop slår Cavendish. Det gjorde jeg da også sidste år, da jeg vandt min første Tour-etape«, proklamerede tyskeren, selv om han utvivlsomt inderst inde var yderst tilfreds med, at han havde henvist sin tidligere holdkammerat til femtepladsen. »Jeg kørte nok en af de længste spurter nogensinde, men forarbejdet havde været så perfekt, at jeg havde det nødvendige overskud«. Overstrømmende ros fra Erik Zabel Tysk cykelsports store sprinterlegende i nyere tid, Erik Zabel, der nu arbejder for det russiske Katusha-mandskab, men tidligere har haft Greipel under sine vinger, var fuld af lovord om landsmanden. »André har udviklet sig enormt i de seneste sæsoner. Han er desuden blevet meget mere moden, og det, han præsterede i dag, var meget høj klasse«, konstaterer Erik Zabel. Med sin anden etapegevinst i træk indhentede André Greipel Tourens anden dobbelte sejrherre, den 22-årige slovak Peter Sagan (Liquigas-Cannondale) på årets vinderliste, hvor begge nu er noteret for 15 førstepladsen.




























