Når englænderen Bradley Wiggins (Sky) som den sidste af de 179 tilbageværende Tour de France-aktører kl. 16.39 i sin gule førertrøje træder an på rampen i Arc-et-Senans til den 41,5 km lange enkeltstart, er hans afstand i det samlede klassement til den nærmeste rival, sidste års triumfator i den franske styrkeprøve, australieren Cadel Evans (BMC) på 10 sekunder. Hvis alt går efter beregningerne, vil det forspring ved målpassagen i Besancon været øget til over et minut, og samtidig vil hovedparten af de øvrige konkurrenter have fået endnu et markant knæk. Tour kan ikke vindes kun i tempokørslerne Den kendsgerning, at årets 3.497 kilometer lange Tour-rute består af i alt 101,4 enkeltstartskilometer – de sidste 53,5 venter på næstsidste etape fra Bonneval til Chartres – har nemlig været stærkt medvirkende til at fremhæve den 32-årige brite som løbets storfavorit på linje med Cadel Evans.
LÆS OGSÅ Bøderne vælter ned over Tour-feltet
»Der tales meget om enkeltstarterne her i Tour de France, og jeg vil da heller ikke nægte, at jeg ser dem som en fordel for mig«, siger Bradley Wiggins.
»Samtidig vil jeg godt understrege, at Touren ikke kan vindes alene på tempodistancerne. Der skal kæmpes hårdt på hver eneste etape, og derfor vil jeg da også gøre alt for at styrke min udgangsposition til fortsættelsen så meget som muligt i dag«.
Har vundet fire enkeltstarter i år
Hidtil i denne sæson har Bradley Wiggins vundet alle de fire længere enkeltstarter, han har stillet op i.
I februar i Volta ao Algarve henviste han verdensmesteren Tony Martin (Omega Pharma-Quick Step) til andenpladsen med få hundrededele af et sekund.
I Paris-Nice i begyndelsen af marts var hollænderen Lieuwe Westra (Vacansoleil) på bjergenkeltstarten til Col d’Eze kun to sekunder efter, mens afstanden til nr. 2 i Tour de Romandie i maj, amerikaneren Andrew Talansky (Garmin-Sharp), atter var på under et sekund.
Englænderen suveræn i sidste optræden før Touren
I sin sidste tempooptræden på den internationale scene inden Tour de France i Critérium du Dauphiné var Wiggins suveræn, og Tony Martin måtte på andenpladsen se sig slået med 34 sekunder.
Pudsigt nok var Wiggins i de tre sidstnævnte begivenheder, hvor han også sluttede som samlet nr. 1, ikke i stand til at vinde de korte, indledende enkeltstarter.
Danskers Tour-kaptajn styrer mod toppen I Paris-Nice og Critérium du Dauphiné blev han overtrumfet med et enkelt sekund af henholdsvis svenskeren Gustav Larsson og Geraint Thomas, og i Tour de Romandie var han på 11. pladsen ni sekunder efter sin walisiske holdkammerat Geraint Thomas. Wiggins sejrede klart i duel med Evans På de 53 km i Dauphiné kom det til et opgør mellem Wiggins og Cadel Evans, og australieren måtte tage til takke med ottendepladsen besejret med 1.43 minut. Ved den lejlighed imponerede Sky mandskabet endnu engang, idet australieren Michael Rogers blev nr. 3 og lørdagens engelske etapevinder Chris Froome nr. 6 besejret med henholdsvis 1.11 og 1.33 minut af holdkaptajnen. Evans kan kvæle sig selv, når det virkelig gælder 36-årige Evans har imidlertid tidligere dokumenteret, at han formår at kvæle sig selv, når noget virkelig stort står på spil. Således blev australieren på sidste års eneste lange enkeltstart, 42,5 km i Grenoble, kun slået med syv sekunder af Tony Martin, mens han var over to minutter hurtigere end de luxembourgske Schleck-brødre, Andy og Fränk, der dagen efter gjorde ham selskab på podiet i Paris.




























