Hos Team Saxo Bank har det længe stået klart, at 10 ryttere er inde i billedet til de ni Tour de France-billetter, men samtidig har alle også været på det rene med, at uforudsete hændelser kan spille ind.
LÆS ARTIKEL Arvesen vil sende Breschel til Tour'en
Og en sådan synes der nu optræk til med en af det danske mandskabs to trumfer til det samlede klassement, luxembourgeren Fränk Schleck, i en trist hovedrolle.
Det vakte opsigt, da Schleck i går på 7. etape i Schweiz Rundt satte lidt over fem minutter til på en finalestigning, der normalt ikke skulle volde den tidligere indehaver af den gule Tour-førertrøje problemer.
Smerter i længere tid
Men til den hollandske avis De Telegraaf forklarer den 29-årige luxembourger nu, at han gennem længere tid har døjet med smerter i det ene knæ.
»Det har stået på siden april, og når skaden er værst, gør det meget ondt. Jeg er da bestemt bekymret for min Tour de France-deltagelse. Men stadig håber jeg på, at jeg kan nå at blive helt i orden «, siger Fränk Schleck til De Telegraaf.
Kender ikke årsagen
Team Saxo Banks læge Joost de Maesener fastslår over for avisen, at den ældste af Schleck-brødrene har gennemgået en række undersøgelser, uden at det er lykkedes at finde frem til, hvad der er galt.
»Men i den aktuelle situation må Fränk under ingen omstændigheder forcere«, understreger den belgiske læge, hvilket også indikerer, at der hersker en del usikkerhed om topnavnets Tour-medvirken.




























