Forsøget med at droppe radiokommunikationen på gårsdagens Tour de France-etape udviklede sig til en gigantisk fiasko. Rytterne markerede deres utilfredshed ved at udvise total mangel på initiativ i den indledende fase, og nu ser det ud til, at denne protest giver udbytte. I hvert fald overvejes det på højeste niveau både i Tour-ledelsen og i den internationale cykelunion, UCI, om det som planlagt er betimeligt at gennemføre et tilsvarende eksperiment på fredagens 13. etape fra Vittel til Colmar. Kontakt mellem Tour-ledelse og UCI Der har i kølvandet på den uhyre begivenhedsløse etape i går, som blev resultatet af den første del af initiativet, været kontakt mellem Tour-direktøren Christian Prudhomme og UCI, og hos begge parter fornemmes en klar vilje til at ophæve forbuddet mod den elektroniske forbindelse mellem rytterne og servicevognene på fredag.
LÆS ARTKEL Riis og co. accepterer radiotavshed Den endelige beslutning i sagen træffes dog først i morgen, men med de holdninger, der hidtil har kunnet spores, hersker der ingen tvivl om, at fredagens etape gennemføres, som det er skik og brug i dagens cykelsport. Det ville da også have været trist, hvis den særdeles spændende styrkeprøve fra Vittel til Colmar, der rummer ganske andre udfordringer end gårsdagens, skulle udsættes for endnu en rytterdemonstration.




























