Voldsomt så det ud, da rytterne styrtede i dusinvis i finalen på gårsdagens Tour de France–etape, men alle implicerede i de tre barske uheld, der skete inden for det sidste par kilometer, var klar til start igen på dagens 201 km lange 2. etape fra Bruxelles til Spa. Adskillige havde tilbragt en aften med omfattende behandlinger, og størst bekymring næredes for amerikaneren Levi Leipheimer (Team RadioShack), som havde store smerter i det ene håndled.
Armstrong: Det var totalt kaotisk Leipheimer var til undersøgelse på hospitalet, men der konstateredes ingen brud, og dermed er frygten for, at superstjernen Lance Armstrongs luksushjælper og landsmand skal lide samme skæbne som sidste år, i hvert fald i første omgang drevet over. Den 36-årige Levi Leipheimer måtte i 2009 opgive at stille til start på 13. etape, netop fordi han styrtede og brækkede håndleddet. Basso og Contador slog knæene Også den regerende spanske Tour–konge Alberto Contador (Astana) og den nykårede Giro d’Italia-vinder Ivan Basso (Liquigas) slap ligesom Team Saxo Banks indehaver af den gule førertrøje Fabian Cancellara med skrækken og knubs, der ikke foreløbig stiller hindringer for deres videre udfoldelser.




























