Efter adskillige episoder, hvor hans iltre temperament har skaffet ham problemer på halsen, kunne englænderen Mark Cavendish endelig lade sine følelser eksplodere i et bragende, positivt jubeludbrud, da han susede over stregen som vinder af Tour-etapen til Montargis. Dermed kunne han efter et langt, sejt tilløb sole sig i den succes, som han brændende har stræbt efter, lige siden verdens skrappeste cykeludfordring startede i lørdags. Den først mulighed glippede, da han styrtede i Bruxelles, på brostensetapen til Wanze formåede han ikke at sidde med fremme, og i går i Reims måtte han se sig regulært overtrumfet af den italienske veteran Alessandro Petacchi (Lampre). Har savnet held i starten af Touren »Det var en herlig fornemmelse, at jeg kunne belønne mine holdkammerater for det fantastiske arbejde, de har gjort for mig«, sagde en usædvanlig afdæmpet og alligevel bevæget Mark Cavendish på pressemødet efter triumfen.
DOKUMENTATION Se resultatet af dagens etape og den samlede stilling
»Vi har ikke haft nogen nem start på Touren, hvilket blandt andet skyldes, at vi har været oppe mod nogle stærke konkurrenter. Tony Martin var lige ved at vinde prologen, men blev så i sidste øjeblik besejret af Fabian Cancellara. I Bruxelles, hvor jeg væltede, måtte Masrk Renshaw se sig slået af en fantastisk kørende Alessandro Petacchi, og i går var det mig, der måtte bøje mig for italieneren«.
Følte han svigtede holdet
»Jeg følte det, som om jeg havde svigtet holdet, da jeg ikke kunne vinde efter den formidable indsats, de ydede. Egentlig havde de god grund til at opgive mig, men i stedet sled de endnu hårdere og sørgede for, at jeg blev bragt perfekt frem til finalen«.
»De gjorde langt mere, end jeg kunne forlange, og det er jeg dybt taknemlig for«, understreger den 25-årige spurtkanonen, der sidste sæson sejrede på seks Tour-etaper.
Det omdømme Mark Cavendish har erhvervet sig som noget af en gadedreng med kontroversielle udtalelser og ikke mindst den britiske udgave af fuckfingeren, da han vandt 2. etape i Tour de Romandie, blev naturligt nok også bragt på bane.




























