I et storslået farvel til de vilde tinder i årets Tour de France leverede løbets danske sensation, Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), på den 129,7 km lange 18. etape fra Pau til Luz Ardiden en ny bragende flot præstation, der til forveksling mindede om den, han stillede til skue døgnet inden.
Og efter en ny andenplads 2 sekunder efter indehaveren af den gule førertrøje, Tadej Pogacar (UAE Team Emirates), og umiddelbart foran ecuadorianeren Richard Carapaz (Ineos Grenadiers) er den 24-årige danske debutant i verdens mest fascinerende cykeludfordring nu – medmindre noget totalt uforudset indtræffer de tre afsluttende dage – sikret deltagelse i søndagens podiehyldest i Paris som historiens blot anden dansker, efter at Bjarne Riis for 25 år siden tronede som sejrherre.




























