Jeg husker ikke ret meget om min morfar. Han døde i 1999, inden jeg nåede at blive ti år gammel. Men jeg kan levende erindre, at jeg har siddet på gulvet i familiens grønne sommerhus i nordjyske Hirtshals og set Tour de France sammen med ham. Det var dengang, man skulle indsende Tour-managerholdet med posten. Det var dengang, Bjarne Riis lod sig falde ned gennem favoritgruppen iført den gule trøje for så at kvase alle konkurrenterne op mod Hautacam. Det var dengang, cykelsporten mistede uskylden.
Tour de France gav min morfar og mig et særligt bånd. Men vi er på ingen måde en særlig historie. Siden TV 2 introducerede verdens hårdeste cykelløb for danskerne i 1989, har det haft et unikt tag i os på tværs af generationer. Det er ikke for meget at sige, at det er en del af vores kultur. Nogle ser hvert et sekund af løbet. Nogle har det kørende som lydtapet i baggrunden. Nogle falder i søvn til det på sofaen. Men det er lyden af sommer selv for danskere, som ellers ikke har noget forhold til cykelsport.
