Grand Depart i København. Det er fortsat mærkeligt at nedfælde den sætning, men nu er vi her. Det er i dag, det sker.
Vi skulle egentlig have haft fire seriøse danske kandidater til top-10 på dagens enkeltstart, men en fuldstændig inkompetent DSM-ledelse har fravalgt et – for alle andre – åbenlyst es i Søren Kragh Andersen, mens Kasper Asgreen efter sit styrt i Schweiz Rundt må forventes at være et stykke under sit normale høje niveau. Til gengæld kan vejret, hvis sluserne åbner sig foroven, nærmest ikke passe Mads Pedersen meget bedre.




























