Vegard Stake Laengen, der kører for Tadel Pogacars UAE-mandskab, er coronasmittet og ude af Tour de France.

Coronasmitte rammer Pogacars mandskab i Touren

Vegard Stake Laengen  leverede et stort stykke arbejde, da Pogacar fredag vandt 7. etape. Den norske rytter kom fredag med corona i kroppen i mål som næstsidste mand med et tidstab på over 22 minutter. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Vegard Stake Laengen leverede et stort stykke arbejde, da Pogacar fredag vandt 7. etape. Den norske rytter kom fredag med corona i kroppen i mål som næstsidste mand med et tidstab på over 22 minutter. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Coronavirus fyldte meget i cykelholdenes bevidsthed op til starten af Tour de France, men den første uge af etapeløbet var man forskånet for smittede ryttere.

Det er der blevet lavet om på lørdag, hvor der inden 8. etape er kommet to positive tilfælde blandt rytterne.

Senest er nordmanden Vegard Stake Laengen meldt ude af løbet efter en positiv test.

Han kører for UAE Emirates, der har løbets førende, Tadej Pogacar, blandt rytterne.

Vegard Stake Laengen blev testet negativ inden fredagens etape, men udviklede siden symptomer og blev derefter testet positiv og er dermed ude af løbet.

Tidligere lørdag kom det første tilfælde, da den franske rytter Geoffrey Bouchard fra AG2R-mandskabet måtte trække sig ud af løbet efter en positiv coronatest.

Det meddelte holdet på sin hjemmeside.

Den 30-årige bjergrytter havde symptomer under fredagens etape.

»Under etapen havde jeg det ikke godt. Det er en stor skuffelse, eftersom vi var på vej ind i mit foretrukne terræn, bjergene. Det var mit første Tour de France, og det er trist, at det skal slutte på den måde«, siger Geoffrey Bouchard.

Han vandt den samlede bjergkonkurrence i Vuelta a Espana i 2019 og i Giro d’Italia i 2021.

AG2R oplyser, at resten af holdet har været testet både torsdag og fredag, uden der har været andre positive tilfælde.

»Vi har implementeret og anvendt en meget streng protokol for at garantere rytternes sundhed. Jeg er ked af det på Geoffreys vegne, da vi havde regnet med ham de næste par dage«, siger sportsdirektør Vincent Lavenu.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her