På den hidtil vildeste dag i årets Tour de France, hvor rytterne kæmpede sig udmattede i mål på den hengemte juvel blandt de voldsomme tinder i Alperne Col du Granon strålede den 25-årige spinkle danske klatrer Jonas Vingegaard som den ny hersker i verdens skrappeste cykeludfordring.
Han fuldendte en forrygende vellykket Jumbo-Visma-taktik ved at tilintetgøre samtlige rivaler med den dobbelte slovenske Tour-konge Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) i spidsen.
Med en kraftfuld forcering lidt over 4 km fra målet i 2.413 meters højde på det bjerg, der kun har været benyttet i Tour-sammenhæng én gang tidligere - i 1986 - satte Jonas Vingegaard sin ultimative og afgørende offensiv ind.
Hverken Pogacar, der ellers havde reageret prompte på alle forudgående attentater, eller andre aktører formåede at svare igen, og danskeren fortsatte i sit knusende tempo op ad den stejle asfalt, passerede samtlige foranliggende rivaler og nåede til vejs ende med et forspring på 59 sekunder til colombianeren Nairo Quintana (Arkéa-Samsic), mens en totalt knækket Pogacar på 7.-pladsen var slået med 2.51 minutter.
Dermed scorede Vingegaard dobbelttriumf med både etapegevinst og erobring af den gule førertrøje, og han har nu et forspring på 2.16 minutter til franskmanden Romain Bardet (Team DSM), mens Pogacar på 3.-pladsen er 2.22 minutter bagud 4 sekunder foran den walisiske 2018-sejrherre Geraint Thomas (Ineos Grenadiers).
Det første skridt mod podiet i Paris
Således har Jonas Vingegaard taget det første væsentlig skridt til at indskrive sig i Tour de France-historien som den anden samlede danske triumfator siden Bjarne Riis i 1996, men med den næste etape til Alpe d’Huez som lige så udmarvende som den netop overståede, er der grund til at tage alle mulige forbehold, inden den endegyldige jubel bryder løs.
»Jeg tror, at at alle kunne se, at vi havde en nøje tilrettelagt plan med at angribe allerede tidligt på etapen, og alt formede sig perfekt«, lød det i det officielle sejrsinterview fra Jonas Vingegaard, der afbrød samtalen, da han fik øje på sin belgiske holdkammerat Wout van Aert og kastede sig ud i en varm omfavnelse som tak for den hjælp, han havde fået.
»På den næstsidste stigning Col du Galibier virkede Tadej stærk, så da vi kom til finalebjerget var jeg ikke klar over, hvor jeg egentlig havde ham«.
»Men jeg sagde til mig selv, at jeg blev nødt til at forsøge noget. Det er da dejligt at blive nr. 2, men det prøvede jeg allerede sidste år, så jeg følte mig tvunget til at satse maksimalt«.
»Men at alt lykkedes, er fantastisk. Jeg kan næsten ikke tro på, det er sandt. Det her er, hvad jeg har drømt om, siden jeg begyndte at køre cykelløb. Og nu er jeg indstillet på at blive ved med at fighte lige til det sidste«.
Hele holdet sled for Vingegaard
Jumbo-Visma satte hele holdet ind i jagten på at bringe Jonas Vingegaard til tops, og det gibbede i alle beskuere, da holdkammeraten Primoz Roglic angreb første gang hen over toppen af Col du Télégraphe med lidt over 60 km til mål.
Det skabte voldsom splittelse i feltet, og de gentagne fremstød, både Vingegaard og Roglic derefter kastede sig ud i, tvang Tadej Pogacar til at forsvare sig, hvilket givetvis har været med til at tappe kræfterne ud af ham.
Det var kun ganske få, der var i stand til at følge med i opgøret mellem Jumbo-Visma og UAE Team Emirates, men det arabiske mandskab svarede glimrende igen, hver gang, det så ud til, at Vingegaards tropper havde fået overtaget.
Lidt over halvvejs oppe ad den 11,3 km lange finaleklatretur med en gennemsnitlig procent på 9,2, viste Pogacar sig imidlertid at være nedkæmpet, og selv om han på det tidspunkt endnu havde selskab af sin polske holdkammerat Rafal Majka, var indehaveren af den gule førertrøje prisgivet, da danskeren slog til.
Det lille hul, der hurtigt opstod, voksede sig større og større, og Pogacar, som aldrig tidligere i Tour de France er set i en tilsvarende situation, måtte koncentrere sig om kraftesløs at nå i mål med så minimalt et nederlag som muligt.
Forude stred franskmanden Warren Barguil (Arkéa-Samsic), der havde skilt sig ud fra dagens tidlige offensiv i jagten på etapehæderen. Han løb imidlertid ligesom Pogacar tom for energi og sluttede som nr. 10, mens holdkammeraten Nairo Quintana, der var den første, som tog chancen fra favoritgruppen, måtte tage til takke med andenpladsen, da Vingegaard strøg forbi.
Van Aert spillede en væsentlig rolle
Etapen fik en stjerneåbning, da de to cykelcross-konger belgieren Wout van Aert og hollænderen Mathieu van der Poel (Alpecin-Deceuninck) stak, straks Tour-bossen Christian Prudhomme havde givet løbet frit.
For van Aerts vedkommende gjaldt det helt åbenlyst den pointspurt, der ventede allerede efter 16,5 km, mens hollænderen nok var interesseret i at demonstrere, at han er på vej tilbage efter en anonym start på Touren.
Kun det første lykkedes, og Wout van Aert kom til at spille en væsentlig rolle på etapen, mens van der Poel siden valgte at udgå.
De to fortsatte deres satsning, efter at van Aert havde fået yderligere 20 point på kontoen. Efter en lang jagt nåede italieneren Mattia Cattaneo (Quick-Step Alpha Vinyl) op til de to, og det varede ikke længe, før 17 mand havde sluttet sig til fronten, hvilket medførte, at der med 30 km tilbagelagt faldt ro over feltet bagude.
Mads Pedersen (Trek-Segafredo) var eneste dansker blandt de 20 forude, men han var også mellem de første, der måtte slippe, da det begyndte at gå opad.
Udbruddet nåede op på at have et forspring på over 8 minutter, inden klatreturen op til Col du Télégraphe efter godt 60 km begyndte at koste mandefald.
Wout van Aert holdt sig blandt de forreste, men efter passagen af Col du Galibier valgte belgieren at stoppe op for at yde sit bidrag til kampen om den gule trøje.
Historien gentog sig
Med Pogacars tab af den samlede førsteplads gentog historien sig fra Tourens hidtil eneste besøg på Col du Granon.
I 1986 udviklede 17. etapes 11,3 km lange færd op til mål sig til et mareridt for den franske Tour-konge Bernard Hinault.
Med fem samlede gevinster i bagagen gik han ind til opgaven med et forspring på 34 sekunder til sin unge amerikanske holdkammerat Greg Lemond, men på Col du Granon oplevede Hinault et bragende sammenbrud.
Han krydsede målstregen som nr. 13 med et minus på 9.47 minutter til den spanske etapevinder Eduardo Chozas, mens Lemond på 3. pladsen nøjedes med at sætte 6.26 minutter til.
Dermed var tronskiftet en kendsgerning, og selv om de to gjorde gode miner til slet spil, da de dagen efter krydsede målstregen på Alpe d’Huez hånd i hånd med Hinault som vinder, var det en alt andet end begejstret franskmand, der på slutpodiet i Paris flankerede Greg Lemond slået med 3.10 minutter.
Overblik: Resultater, stillinger, hold og etaper
Herunder kan 11. etape følges kilometer for kilometer:
fortsæt med at læse
