Tour de France-feltet bobler af angrebslyst og vilde unge ryttere, der nægter at indordne sig efter løbets traditionelle skabelon. Det skaber store dramaer, ufattelige fald og en helt ny form for helte, skriver sportsredaktør Christian Heide-Jørgensen i denne kommentar.

Vingegaard er i færd med at omskrive Tourens lærebog. Og det var virkelig også på tide

Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Selv om Tour de France altid kaster store dramaer af sig, og selv om verdens største cykelløb er garant for endeløse heltefortællinger, der i fantasi og mangfoldige skabninger nærmest kun overgås af J.R.R. Tolkien og hans trilogi om herskerringen, så har Tourens bjergetaper alligevel haft en eller form for fast, forudsigeligt narrativ på de helt store linjer.

Ham, vi tror, er den stærkeste, er også den stærkeste. Og alt mens hans hold langsomt kværner spændingen ud af løbet i et malende højt tempo, bliver den sidste optimisme og tro på miraklet tappet fra udfordrerne, der kører mere og mere defensivt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her