Vi ejer cykelverdenen lige nu. For ikke så mange år siden mente nordmændene, at de ejede den. De havde noget at have det i dengang, men dansk cykling er helt uden sammenligning den ubestridte skandinaviske magtfaktor i landevejscykling lige nu. Og det er ikke engang med selvfedme, når jeg skriver, at vi faktisk er helt oppe i verdenstoppen. Vi kan efterhånden sammenligne os med Belgien, Italien, Spanien og Frankrig – lande, som alle har ligget i toppen i årtier. Lille Danmark kan noget inden for cykelsporten, og lige nu ser hele verden til i beundring.
Tre etapesejre indtil nu i verdens største cykelløb. Læg oveni en ordentlig portion top-10-placeringer, danskere i udbrud eller i fronten af feltet nærmest samtlige dage indtil nu. Magnus Cort har tilmed kørt en uges tid i prikker – og nåh ja, Jonas Vingegaard fører hele lortet. Der har vist ikke været så meget at klage over indtil nu, set med danskerbrillerne på. Det skulle da lige være søndag. Vi mistede to mand – Magnus Cort med covid-19 og Michael Mørkøv, der faldt for tidsgrænsen efter en heroisk kamp mutters alene hele dagen. Vores gule helt røg i asfalten, om end han både fysisk og verbalt gav udtryk for, at det ikke hæmmede ham. Fuglsangs styrt i søndags fik derimod større konsekvenser. Et brækket ribben fik ham til mandag at stige af.
