Med sæsonens suveræne hollandske supersprinter Lorena Wiebes (Team DSM) som urørlig i massespurten mundede den 175,6 km lange 5. etape i kvindernes Tour de France fra Bar-le-Duc til Saint-Dié-des-Vosges ud i den ventede afslutning.
Den 23-årige hollænder, der allerede slog uimodståeligt til på 1. etape på Champs-Élysées, susede over stregen flere længder foran den italienske verdensmester Elisa Balsamo (Trek-Segafredo) og den hollandske indehaver af den gule førertrøje Marianne Vos (Jumbo-Visma).




























