Egan Bernal tager luft ind. Dernæst er han stille et kort sekund. Og så puster han hurtigt ud. Politiken har netop spurgt den tidligere Tour de France-vinder, om han tror, at han kan komme tilbage og blive, hvad han var i 2019: klodens bedste etapeløbsrytter.
»Det har været nogle hårde år for at være ærlig. Jeg skal være taknemmelig for bare at være i live. Jeg kan faktisk ikke tro, at jeg kan stille op i Tour de France alt taget i betragtning. Jeg forsøger at fokusere på de gode ting i øjeblikket og ikke det, jeg måske ikke kan. Jeg ville elske at komme tilbage på mit gamle niveau. Jeg ville elske at konkurrere mod Vingegaard og Pogacar om den gule trøje. Jeg vil gerne kunne måle mig med dem og atter høre hjemme i sådan et selskab. Det er derfor, at jeg stadigvæk kører. Jeg vågner hver dag med en Tour-sejr som mit store mål. Det er en anden historie, om jeg formår at gøre det. Jeg vil også være glad, hvis det ikke sker. Men det er det, jeg arbejder på«, siger han.


























