For et år siden blev Wout van Aert i dele af dansk presse kritiseret for at være en dårlig holdkammerat. Jumbo-Visma kopierede taktikken fra Paris-Nice tidligere samme år og kørte på fjerde Tour de France-etape et hårdt tempo på den korte, men stejle bakke nær målbyen, Calais. Overraskelsesangrebet førte til, at Wout van Aert, Adam Yates og Jonas Vingegaard vristede sig fri af feltet, og Tadej Pogacar blev sat. Nær toppen kørte Wout van Aert så hurtigt, at Yates og Vingegaard også måtte slippe. I stedet for at vente et par sekunder, trække Vingegaard med ind til byen og tage tid på Tadej Pogacar, fløj Wout van Aert alene mod mål i en kæmpe kraftudfoldelse. Da han baskede med sine fiktive vinger under fejringen af sejren, sad Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard i forfølgergruppen. Danskeren satte ikke sin rival den dag.
Nu bliver Jonas Vingegaard angrebet af belgisk presse for at være en dårlig holdkammerat og tilmed en svag leder. Hvis belgisk presse var en hund, ville der være tale om en bidsk pitbull. Der bides, indtil der lyder et knæk. I Tour de France-karavanen taler belgierne endda om, at en krig er brudt ud, og at Wout van Aert og Jonas Vingegaard ikke kan køre på samme hold. Årsagen er indløbet til målstregen langs strandpromenaden i San Sebastian på anden etape. Da Victor Lafay kørte væk, valgte Jonas Vingegaard at holde fokus på Tadej Pogacar i stedet for at tage en lang føring, så Wout van Aert med stor sandsynlighed kunne vinde etapen. Franskmanden holdte derfor lige akkurat hjem. Wout van Aert hamrede højre hånd i styret efter målstregen. Han kunne spytte op til Lafay, men ikke nå ham. Den kløgtige belgier var stadigvæk så rasende ved holdbussen, at han for rullende kameraer smed sin cykel fra sig, hvorefter han hurtigt gik op i fred.


























