To blå Cervelo-cykler står henslængt op ad hinanden foran en hvid mur i stueetagen på Palazzo Vecchio, som er navnet på Firenzes overdådige rådhus fra 1200-tallet. Her er det normalt med 18 meter til loftet, der er flere indendørs gårdspladser, og engang arbejdede Michelangelo og Leonardo da Vinci med værker til samme adresse.
Ved første øjekast får cyklernes position i rådhusets eneste uskønne hjørne nær to røde brandslukkere det til at fremstå, som om de ikke er blevet brugt længe. Ved nærmere inspektion ses et dannebrog og navnet Jonas Vingegaard på rammen af den inderste cykel.


























