Endelig, tre dage før finalen i Paris, eksploderede den 103. udgave af Tour de France i et festfyrværkeri af dramatiske og ukontrollable hændelser, som forvandlede finalen på den 146 km lange 19. etape fra Albertville til Saint-Gervais Mont-Blanc til et hæsblæsende og nervepirrende show af den sublime karakter, der har været efterlyst gennem stort set hele løbet.
En overstadigt jublende Romain Bardet (AG2R) sendte værtsnationens cykelentusiaster i euforisk ekstase, da han krydsede målstregen i skisportsbyen Le Bettex 1.372 meter over havets overflade som årets første franske vinder 23 sekunder foran de nærmeste forfølgere, de to spanske veteraner Joaquim Rodriguez (Katusha) og Alejandro Valverde (Movistar)




























