I en forrygende finale på den frygtede stigning Peña Cabarga var Chris Anker Sørensen (Team Saxo-Tinkoff) tæt på den helt store triumf, mens hovedpersonerne i det overordnede Vuelta a España drama lidt længere bagude udkæmpede en nervepirrende dyst, som mundede ud i, at italieneren Vincenzo Nibali (Astana) nu kun fører med tre sekunder sammenlagt til den amerikanske veteran Chris Horner (RadioShack).
Den 29-årige danske bjergspecialist krydsede stregen efter 18 etapes 186,5 km fra Burgos til bjergtoppen i Cantabrien 28 sekunder bag den sejrende hviderusser Vasil Kiryienka (Sky) efter en hidsig jagt på den 5,9 km lange klatretur op mod mål.



























