Når den 69. udgave af Vuelta a Espana indledes i aften med det 12,6 km lange holdløb i Jerez de la Fronteras gader, skabes den første, beskedne afstand mellem løbets favoritter, men det er først væsentligt senere, at de afgørende signaler sendes om, hvem der kandiderer til pladserne på podiet, når de 3.239,9 kilometers strabadser er overstået 14. september i Santiago di Compostela.
Den tre uger lange rundtur på Den iberiske Halvø kan i år fremvise et felt, hvis format er meget tæt på at matche det, der præsenteredes i Tour de France.




























