For anden dag i træk belønnedes vovemod og angrebsiver i Vuelta a España med en herlig jubelstund, da den 34-årige polak Przemyslaw Niemiec (Lampre-Merida) efter lidt over 100 km i udbrud kæmpede sig i mål som vinder af den 152,2 km lange 15. etape fra Oviedo til Lagos de Covadenga.
Ligeledes som en gentagelse af gårsdagens scenario udspillede der sig lidt bagude atter en indædt fight blandt de bedst placerede i klassementet om dyrebare sekunder på den stejle, 12,2 km lange finalefærd op til stregen i 1.110 meters højde.




























