Hvis der overhovedet kan siges noget positivt om den situation, den tredobbelte Vuelta a España-vinder Alberto Contador (Tinkoff) befinder sig i efter gårsdagens dramatiske styrt i finalen, er det, at ingen knogler tilsyneladende er brækket – samt at han kan se frem til en forholdsvis ukompliceret start på dagens 181,5 km lange 8. etape fra Villalpando til La Camperona.
Ellers må det nok konstateres, at den barske skæbne, som overgik den 33-årige spanier cirka 400 meter fra målstregen i Puebla de Sanabria, i uhyggelig grad fremkalder minderne fra Tour de France, da han for cirka halvanden måned siden måtte trække sig ud af løbet efter at være styrtet på både 1. og 2. etape.




























