Den danske angriber Ken Ilsø og Fortuna Düsseldorf overvandt en tidlig Duisburg-scoring og fik hentet det nødvendige uafgjorte resultat i hus i sæsonens sidste kamp i den næstbedste tyske fodboldrække, hvor Hamburg-klubben FC St. Pauli trods en storsejr på 5-0 blev sorteper i oprykningsspillet.
Fortuna Düsseldorf spillede 2-2 mod Duisburg og besatte på bedre målscore således den tredjeplads i 2. Bundesliga, der udløser to playoffmatcher mod Hertha Berlin om en plads i verdens bedst besøgte fodboldliga.




























