Pressemøde på norsk: De plaprer løs, men siger ikke rigtig noget

Haps. De var over ham som gribbe, da landstræneren trådte ind i lokalet. Men han holdt sig til de rolige og ukrydrede kommentarer. Igen.
Haps. De var over ham som gribbe, da landstræneren trådte ind i lokalet. Men han holdt sig til de rolige og ukrydrede kommentarer. Igen.
Lyt til artiklen

Egil 'Drillo' Olsen var traditionen tro ganske hemmelighedsfuld på det pressemøde, der fulgte dagens træning på Ullevaal Stadion i Oslo.

En træning, der for pressens vedkommende var begrænset til en halv times udsyn til lidt let løb og boldøvelser, og så blev både de danske og norske journalister og fotografer eskorteret ud ad stadion af nogle store, brede mænd i sorte dynejakker.

Da pressemødet senere gik i gang, foregik det ikke med den Morten Olsen'ske dicisplin, vi kender hjemmefra, men derimod med en frådende presse, der nærmest skubbede til hinanden for at komme først og så tæt som muligt på landsholdsfolkene.

Hvilket også var nødvendigt i den rungende konferencesal på Ullevaal.

SE VIDEO De kom, de så, de sludrede

Og pressen fik deres bidder af 'small talk' med både 'Drillo', Riise og de andre norske helte, men sædvanligvis blev kortene holdt tæt til kroppen hos stort set hele kæden.

»Vi skal være godt forberedt, helt tændt og vældigt indstillet på at vinde kampen«, afslørede Drillo til DR's udsendte journalist.

På spørgsmålet om, hvem nordmændene måske skal passe mest på under lørdagens kamp, fremhævede den norske træner Dennis Rommedahl, da han efter Drillos opfattelse er involveret i stort set alle Danmarks chancer og scoringer.

Men ellers fortsatte 'sports-lingoen' ud ad samme spor, som den plejer.

»Danskerne ved udmærket godt, hvordan vi spiller, og vi ved også, hvordan danskerne spiller. Vi har en vældig god statistik her på Ullevaal. Vi er et af Europas allerbedste hjemmehold, hvilket dog ikke betyder andet end, at vi måske er små favoritter, men jeg ser Danmark som et lige så godt hold som Norge«, sagde Drillo og gentog, at holdet mest arbejder med dødbolde og deres 4 bak kæde under den lukkede træning.

Og så gik han i gang med at sige det samme til den næste.

Norske journalister spår om målmandsplads
Et af de norske journalisters mest hyppige spørgsmål har været, hvem der skal vogte målet for Norge på lørdag.

Bliver det Esben Bugge Pettersen eller Rune A Jarstein, sukkede journalisterne igen, men kunne kun få at vide, at valget nu var taget, spillerne havde fået det at vide, men pressen måtte vente.

Både VG og den norske TV 2-sport mener dog at have regnet den ud alene ud fra de to målmænds ansigtsudtryk og holdning på pressemødet.

VG noterer sig, at Bugge nærmest hang ind over bordet, mens Jarstein virkede frisk og frejdig.

Så det bliver altså Jarstein, danskerne skal passere på lørdag, hvis de synske journalister har ret.

Han spiller til dagligt i norske Viking, er 26 år og har spillet ni landskampe for Norge for dem, der skulle være interesseret.

Vi skal bare lave en god præstation

Politiken.dk's udsendte forsøgte også selv at få nogle vise ord ud af en af de norske spillere, nemlig Mohammed Abdellaoue, som skal erstatte den skadede John Carew i angrebet.

Her var det dog også nogenlunde på automatpilot, hvad der kom ud. Et par eksempler:

  • »Nej, der er ikke ekstra pres på mig, fordi jeg afløser Carew. Der er altid pres på, uanset hvornår og hvor man spiller«.
  • »Der er mange på det danske hold, der er gode. Vi skal bare koncentrere os og lave en god præstation. Det bliver bare en sjov kamp, og vi glæder os«.
  • »De to hold er meget tætte og spiller meget lige op. Det bliver de små ting, der kan afgøre det. Vi tænker mest på, hvad vi er gode til, og det satser vi på, er nok«.
  • »Vi ved, hvordan Danmark har spillet de sidste kampe, men vi tænker mest på, hvordan vi præsterer, og hvordan vi får en god stemning i truppen«.

I morgen ankommer det danske hold til Oslo.

Sandsynligvis lige så hemmelighedsfulde som nordmændene.

Peter Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her