Hvordan skal England nogensinde klare sig uden Steven Gerrard og Frank Lampard? Hvad med ham Roy Hodgson? En defensiv, stædig og tør træner, der altid orkestrerer kedelig fodbold fra bænken. Og hvor længe skal den engelske nation vente, før den igen skal kunne tro på blot en smule succes for nationalholdet Three Lions?
Spørgsmålene tårnede sig op, da England blev sendt hjem fra VM i Brasilien for knap halvandet år siden med ét sølle point i tre kampe, og med skuffelsen rejste der sig også et folkeligt krav om at sparke Hodgson på porten.




























