»Det er helt afgørende – spritafgørende – at vi kvalificerer os til EM i Frankrig. Det er vi nødt til. Med det potentiale, de muligheder, vi har, skal vi kvalificere os«. DBU’s nye direktør Claus-Bretton Meyer var klar i mælet i et stort interview i Politiken en uges tid, inden EM-holdet skulle møde Serbien på udebane midt i november sidste år.
3-1-sejren i Beograd bragte Danmark på ret kurs mod næste års slutrunde. Det er enormt vigtigt, af økonomiske, sportslige og andre grunde, at landsholdet lever op til de forventninger, som vi alle har haft lov at have til holdet, når EM-finalestævnet skal have deltagelse af rekordmange hold, 24.



























