Milan Skriniar blev matchvinder, da han 20 minutter før tid bragede bolden ind bag den polske keeper til 2-1 i et tempofyldt og dramatisk opgør, som også bød på et rødt kort.

Serie A-stjerne bliver helten for Slovakiet i højintenst drama imod Polen

Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EM’s første røde kort blev uddelt mandag aften, da Slovakiet overraskende slog Polen med 2-1 på Gazprom Arena i russiske Sankt Petersborg.

Den polske midtbanespiller Grzegorz Krychowiak fik den uheldige ære, da han blev vist ud med godt en halv time igen efter to gule kort ved stillingen 1-1.

Slovakiet var ellers gået til pause foran 1-0 efter en fremragende solotur, der endte i et selvmål. Men blot 30 sekunder inde i anden halvleg udlignede polakkerne ved Karol Linetty.

Efter det røde kort udnyttede Slovakiet straks overtallet til at bringe sig foran 2-1 på et drøn af Milan Skriniar efter et hjørnespark.

Polen forsøgte ihærdigt at komme tilbage og fik lagt pres på i slutfasen. Jan Bednarek havde en stor chance i overtiden, men skød tæt forbi den ene stople.

Kvartfinalisterne fra seneste EM måtte dermed skuffende gå fra banen uden point mod undertippede Slovakiet, der leverede en klog og kynisk præstation.

Stjerneangriber Robert Lewandowski var fuldstændig anonym i åbningskampen i gruppe E.

Det andet opgør i gruppen, braget mellem Spanien og Sverige, spilles senere mandag på Estadio de La Cartuja i Sevilla.

Fredag er Slovakiet tilbage på banen mod Sverige i anden gruppekamp. Polen møder Spanien lørdag.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her