Spekulationerne, udregningerne, hvis’erne, bekymringerne og de grå hår (okay, måske ikke dem) er væk og overstået.
3’er-regnskabet og frygten for en snæver exit blev helflugtet langt ud i den rødklædte Fælledparken på en fuldstændig eventyrlig aften med en stemning inden for murene i Parken, som ganske enkelt var ubeskrivelig.
Danmark er videre som nummer to i gruppe B efter Belgien med maksimumpoint og kan efterlade den ulidelige ventetid til de øvrige nationer med en uafklaret fremtid i turneringen. Danmark møder Wales i ottendedelsfinalen i Amsterdam på lørdag.
Kun 8 af de 24 deltagende EM-hold bliver sendt hjem efter det indledende gruppespil, og efter slutrundens første 30 kampe er Rusland, Tyrkiet og Nordmakedonien elimineret som de eneste.
