Tre krav gælder, hvis man vil se Danmark spille EM-ottendedelsfinale mod Wales i Amsterdam lørdag.

Danske roligans kan se EM-braget i Amsterdam, men kun hvis de kommer på lynvisit

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Danske fodboldfans, der ønsker at se Danmark spille kamp på lørdag i Holland, kan rejse ind i landet og undgå at skulle gå i karantæne.

Det fortæller Erik Brøgger, direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, tirsdag på et pressemøde.

For at undgå at skulle gå i karantæne efter indrejse i Holland skal man ind og ud af landet indenfor 12 timer. Med andre ord vil der blive tale om en lynvisit.

»Man kan godt komme til fodbold, men man skal planlægge ret omhyggeligt, hvis man ikke skal risikere at sidde i karantæne på et hotelværelse. Vi opfordrer til at se kampen hjemme«, siger Erik Brøgger.

Fordi Danmark af Holland bliver anset som et høj-risikoland, gælder der som udgangspunkt en række krav for at rejse ind i landet som dansker.

Nye rejsevejledninger: Eftertragtede feriedestinationer åbner for danskerne

For det første skal man kunne fremvise en negativ PCR-test, der er maksimalt 72 timer gammel.

For det andet skal man gå i isolation i ti dage - dog med mulighed for at teste sig ud af den på dag fem.

Og for det tredje skal man medbringe en karantæneattest, der viser, hvor man vil opholde sig i isolationen.

Der gælder dog en undtagelse: At man kun opholder sig i Holland i op til 12 timer og lader sig kvikteste inden kampen.

Danmark spiller mod Wales lørdag klokken 18.00 i den hollandske hovedstad, Amsterdam. Der bliver spillet om at gå videre til kvartfinalerne ved EM.

Mandag gik Danmark videre til ottendedelsfinalerne efter en sejr på 4-1 over Rusland på hjemmebane i Parken.

Alle Danmarks foreløbige kampe ved EM er blevet spillet på hjemmebane. Lørdagens kamp i Amsterdam bliver altså den første udenfor Danmark.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her