Torvet i den sydtyske by Freudenstadt er søndag aften fuld af fans, der på en gigantisk storskærm følger kampen om førstepladsen i gruppe A mellem værtsnationen og Schweiz. De drikker øl, spiser pølser, og en sødlig lugt fra e-cigaretter fylder området, hvor måske 1.000 mennesker er samlet. Mange bærer landsholdets trøje. Enten den hvide eller den populære udebanetrøje, som er lyserød og lilla.
Selv om det danske landshold har lejr her og bor i udkanten af den lille by på et hotel, der ligger på kanten af skove og bakker, så er her ikke mange danskere i byen. Meget få faktisk. Fra et par bygninger hænger et dansk flag ud ad et vindue, og kirken har også et stort banner, som byder det danske hold velkommen, men de tyske flag er i klart overtal.