Læs referaterne fra kampene ved VM-turneringens 4. spilledag.

Dagens kampe: Ineffektive Canada nedspiller Belgien, brænder et straffespark - og taber

Thibaut Courtois leverede en fornem redning, da Canada fik et straffespark tidligt i kampen. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Thibaut Courtois leverede en fornem redning, da Canada fik et straffespark tidligt i kampen. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Gruppe F

Belgien - Canada 1-0

1-0 Michy Batshuayi (44)

Modsat andre favoritter kom Belgien fra land ved VM med tre point, da holdet onsdag slog Canada 1-0. Indsatsen var dog alt andet end overbevisende.

Canada spillede frisk til og skabte klart flest chancer. Et brændt straffespark af profilen Alphonso Davies blev dog kostbart i et opgør, hvor Michy Batshuayi blev matchvinder i slutningen af første halvleg.

Belgien tog med sejren spidsen i gruppe F, hvor Kroatien og Marokko tidligere onsdag spillede 0-0.

Søndag skal Belgien op mod Marokko, mens Canada i sin anden kamp møder sidste VM’s tabende finalist, Kroatien.

Canada, der havde blandt andre 39-årige Atiba Hutchinson i startopstilling, startede opgøret meget optimistisk. Efter knap ti minutters spil udløste det efter en VAR-konsultation et straffespark for hånd på bolden.

Det tog Bayern Münchens Alphonso Davies sig af, men Thibaut Courtois smed sig ned og parerede det halvsvage forsøg, ligesom riposten blev sparket over.

Kort efter ville Canada igen have straffespark, men det blev ved forgæves appeller - ligesom det i øvrigt også gjorde i en ny situation senere i halvlegen.

Generelt skabte Canada meget i en livlig første halvleg. Men Hutchinson og holdkammeraterne fik ikke helt omsat anstrengelserne til forsøg, der truede Courtois i samme grad som straffesparket.

Belgien havde omvendt ikke meget at byde ind med, men efter 44 minutters spil blev det alligevel 1-0 til De Rode Duivels - eller de røde djævle, som nationalmandskabet kaldes.

Angriberen Michy Batshuayi, der havde formøblet den største belgiske chance hidtil, modtog en lang og dyb aflevering fra forsvarsveteranen Toby Alderweireld, og den omsatte han til 1-0 med et hårdt hug med venstrebenet.

Den belgiske landstræner, Roberto Martínez, skiftede to mand i pausen, men det ændrede ikke alverden på kampbilledet.

Canada pressede højt og trykkede energisk på. Der blev også fortsat skabt chancer, men mulighederne blev ikke spillet helt store nok, og kvaliteten af afslutningerne var mangelfuld.

Det canadiske pres gav i glimt plads til belgiske kontraer, og med Kevin De Bruyne som playmaker plejer det at blive farligt.

Batshuayi viste dog et par gange, hvorfor han normalt agerer backup for førstevalget Romelu Lukaku, der er skadet og først forventes at være klar til sidste gruppekamp.

Fenerbahce-angriberens teknik svigtede ham blandt andet efter 67 minutter, da han burde have fået mere ud af en stor mulighed.

Canada fik i perioder i slutfasen Belgien trykket helt tilbage foran eget felt, men Courtois var på plads, når det var påkrævet, og det blev ved de gode intentioner for Canada.

Gruppe E

Spanien - Costa Rica 7-0

1-0 Dani Olmo (11) 2-0 Marco Asensio (21) 3-0 og 4-0 Ferran Torres (30 og 54) 5-0 Gavi (74) 6-0 Carlos Soler (89) 7-0 Alvaro Morata (90+2)

Spanien fik en drømmestart på VM, da holdet udspillede Costa Rica og fik seks forskellige spillere på måltavlen i en stensikker 7-0-sejr.

Klasseforskellen var udtalt i hele opgøret, og Costa Rica havde intet at byde ind med i den første kamp i landets sjette VM-slutrunde.

Storsejren var Spaniens største ved VM nogensinde, og den 18 år og 110 dage gamle midtbanespiller Gavi startede inde og blev Spaniens yngste spiller ved VM nogensinde.

Med sin scoring til 5-0 blev han også den yngste målscorer ved VM, siden knap 18 år gamle Pelé i 1958 strålede og scorede i alt seks gange i Brasiliens triumf i Sverige.

Med den overbevisende spanske sejr er der samtidig lagt maksimalt pres på Tyskland, som tidligere på dagen overraskende tabte 1-2 til Japan i gruppe E.

Spansk sejr over Tyskland og japansk point mod Costa Rica søndag vil matematisk udelukke tysk avancement fra gruppen.

Spanien åbnede onsdagens opgør med hurtigt og chancesøgende spil, hvilket Costa Rica absolut ingen modsvar havde på. Og efter to forsøg forbi rammen kom en hurtig forløsning efter 11 minutter.

En costaricaner afrettede en dyb stikning, og bolden faldt i feltet ned for fødderne af Dani Olmo, som efter en god vending chippede den over keeper Keylor Navas.

Stikningen kom fra Barcelonas vidunderdreng Gavi, som også blev den yngste spiller nogensinde for Spanien ved en VM-slutrunde.

Ti minutter senere blev det 2-0. Barcelonas Jordi Alba var mand for et hårdt og fladt indlæg, som Real Madrids Marco Asensio i løb satte venstreskøjten på og med en solid afslutning omsatte til sit andet landskampsmål i optræden nummer 32.

Yderligere ti minutter senere omsatte Ferrán Torres køligt et straffespark til 3-0, og derved blev det i en meget ensidig første halvleg, hvor Spanien ifølge Fifa’s statistikker havde bolden i 73 procent af tiden.

Kampbilledet var uændret i anden halvleg, hvor den spanske offensiv ikke viste nogen nåde.

Ferrán Torres, der dater landstræner Luis Enriques datter, Sira Martinez, blev efter 54 minutter dobbelt målscorer over for et par tøvede costaricanere, og et kvarter før tid lynede Gavi.

Indskiftede Álvaro Morata generobrede bolden efter god fight og lagde en bold ind midt for mål, hvor Gavi flugtede den i nettet via stolpen med en fremragende afslutning.

6-0 og 7-0 kom ved indskifterne Carlos Soler og Morata, og dermed råder Luis Enrique over seks spillere, der allerede var vist, at de kan score i Qatar.

Costa Rica, der stillede med de tidligere superligaspillere Bryan Oviedo og Francisco Calvo, havde intet at byde ind med offensivt og blev ikke noteret for en eneste afslutning.

Defensivt var der ligeledes enorme mangler, og der skal strammes gevaldigt op, hvis holdet skal i nærheden af point i de kommende kampe mod Japan og Tyskland.

Gruppe E

Japan - Tyskland 2-1

0-1 Ilkay Gündogan (straffe 34) 1-1 Ritsu Doan (75) 2-1 Takuma Asano (83)

Det tyske fodboldlandshold åbnede onsdag sit VM med at tabe overraskende 1-2 til Japan ved slutrunden i Qatar. Tyskerne smed en føring på 1-0 i slutfasen af kampen.

Tyskerne smed en føring på 1-0 i slutfasen af kampen, hvor japanerne scorede to gange og fik den bedst tænkelige start på slutrunden.

Det så ellers længe ud til, at tyskerne ville tage en favoritsejr. De kom bedst fra start og scorede også først.

Den tyske midtbanespiller Ilkay Gündogan nettede til 1-0 på et straffespark efter 33 minutter. Den føring holdt til pausen.

Tyskland burde dog have været større foran inden det japanske comeback.

Holdkammeraten Jamal Musiala havde en stor chance for udbygge føringen, men efter en god dribletur på tværs af feltet skød Bayern München-spilleren langt over mål.

Gündogan ramte stolpen, da Manchester City-kreatøren havde forsøgt sig med et fladt langskud uden for feltet.

Den tyske angriber Serge Gnabry misbrugte en dobbeltchance, da han først headede lige på den japanske keeper og derefter også fik blokeret sit skudforsøg af den japanske sprællemand.

Også indskiftede Jonas Hofmann brændte en stor chance, og dermed fik tyskerne ikke snøret sækken, da de havde mulighederne.

I stedet fik Japan udlignet til 1-1 efter 75 minutter ved Ritsu Doan. Den indskiftede Freiburg-spiller fulgte op på en ripost fra den tyske keeper Manuel Neuer.

En anden indskiftet japaner sørgede for sejrsmålet otte minutter senere. Det var Bochum-spilleren Takuma Asano, som stod for den afgørende scoring efter en teknisk veludført soloaktion.

Asano brillerede først med en retningsbestemt tæmning, førte bolden ind i feltet og fandt plads ved stolpen, hvor den tyske målmand Manuel Neuer efterlod for meget plads.

Tyskerne pressede på for en udligning til slut, men Japan holdt stand og hentede alle tre point i den første kamp i gruppe E.

Det er anden gang i træk, at Tyskland taber sin åbningskamp ved en VM-slutrunde. I den første kamp ved VM i Rusland i 2018 tabte Tyskland 0-1 til Mexico.

Dengang tabte tyskerne også til Sydkorea og røg dermed ud af det indledende gruppespil.

Inden kampen kom de tyske fodboldspillere med en markering, da de alle holdt sig for munden på det officielle holdfoto.

Markeringen fik umiddelbart ingen konsekvenser, og kampen blev kort efter fløjtet i gang af dommeren i Doha.

Tyskere lader fødderne tale, men ikke højt nok

Det Tyske Fodboldforbund (DFB) forklarede, at spillerne valgte at lave markeringen i en protest over, at Neuer ikke kunne bære One Love-anførerbindet mod Japan.

Det skulle have vist de tyske værdier, som handler om mangfoldighed og gensidig respekt.

»Det handler ikke om et politisk budskab: Menneskerettigheder er ikke til forhandling. Det burde være en selvfølge. Det er det desværre stadig ikke. Derfor er dette budskab så vigtigt for os. At forbyde os at spille med anførerbindet er som at forbyde os at sige noget«, lød det fra det tyske forbund.

En trussel fra Fifa om sportslige sanktioner i tilfælde af brug af One Love-anførerbindet fik Tyskland, Danmark og fem andre lande til at bøje sig.

I stedet har de syv lande valgt at bære Fifa’s anførerbind mod diskrimination.

Gruppe F

Marokko - Kroatien 0-0

Tilskuere: 59.407

Ganske som det var tilfældet for det danske landshold tirsdag i nulløsningen mod Tunesien, så måtte en anden europæisk forhåndsfavorit onsdag slide for overhovedet at få et point mod et tændt og velorganiseret hold fra Nordafrika.

Hvis Kroatien i Qatar skal gøre det bedre end ved VM i Rusland for fire år siden, så skal der guldmedaljer til - men den drøm led et lille knæk onsdag.

Marokko har nemlig også et slagkraftigt mandskab med stjerner fra store klubber, og de to velpolstrede nationer endte med at spille 0-0.

Kroatien var lille favorit og kontrollerede også opgøret, men Marokko forsvarede sig godt og bed desuden fint fra sig i offensiven.

De to hold tager et enkelt point med videre. Canada og Belgien, som er i samme gruppe, spiller onsdag aften.

Hakim Ziyech fra Chelsea og Achraf Hakimi fra Paris Saint-Germain pynter på det marokkanske hold, men det var ikke så overraskende, at Kroatien tog teten fra start.

Overtaget førte bare ikke til noget. I stedet sled Marokko sig ind i kampen, og efter et kvarter begyndte en periode med flere fine takter fra nordafrikanerne.

Blandt andet kæmpede PSG-spilleren Achraf Hakimi sig til et frispark i en farlig position lige uden for feltet, men Hakim Ziyech skød bolden i muren.

Kroaterne overvandt den hektiske periode, og kort før pausen fik de et par store chancer. Først nåede Nikola Vlasic frem til et indlæg og tvang Bono i det marokkanske mål til en flot redning.

Lige før pausefløjt forsøgte Luka Modric sig med et langskud, men sendte den snert over mål.

Otte minutter inde i anden halvleg brændte det igen på foran marokkanernes mål. Dejan Lovren var lige ved at skovle kuglen over stregen, men Sofyan Amrabat kom i vejen.

I samme situation blev Bayern München-spilleren Noussair Mazraoui ramt af en skade, som betød, at han måtte bæres fra banen.

Kroatien var mest nærgående i slutfasen, men måtte nøjes med 0-0.

3. spilledags kampe:

Dagens kampe: Frankrig flyver i gang med skræmmende styrke og en tangeret scoringsrekord

2. spilledags kampe:

Gareth Bale fuldender Wales' comeback mod USA

1. spilledags kamp:

VM-værtens ringe indsats på og uden for banen gjorde åbningskampen unik

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her